Cecilie fra Bøstrup

Mød langelænderne: Cecilie, Bøstrup

Foto: Liv på Langeland

Langeland er et perfekt sted, hvis man gerne vil have en kreativ livsstil. Det giver mulighed for at være selvstændig, også i en opstartsfase, hvor indkomsten måske ikke er den allerstørste.

Det var ikke planlagt at vi, min kæreste og jeg, skulle bo på Langeland. Vi ledte efter et landsted, hvor der var plads til vores heste.

Vi havde lavet to lister, da vi skulle købe hus. En liste med krav og en anden liste med drømme. Og vi endte med at kunne sætte kryds ved det hele, da vi fandt dette sted, her på Langeland!

Vi startede med at kigge efter bolig på Sjælland og på Møn, da meget af vores familie er der. Vi var i starten meget afvisende overfor at tage turen over broen. Men vi kunne ikke få vores ønsker opfyldt, så vi begyndte at kigge på den anden side af Storebælt. Samtidig var jeg optaget af, at jeg gerne ville bo på en ø. Og jeg huskede, at jeg for 10 år siden var på besøg på Langeland med min efterskole, hvor jeg huskede turen over broen og naturen herover som fantastisk smuk.

Langelænderen Cecilie med sine heste
Foto: Liv på Langeland

Så vi kiggede for sjov, om der var noget til salg på Langeland, for jeg kunne huske den der oplevelse af, hvor smukt her var. Og det var der, så vi besluttede at tage hertil og se det. Så snart vi kørte over broen, var vi bare helt sikre på, at det var her vi skulle være. På den første dag fandt vi det her sted. Og vi var bare helt vilde med grunden især - med skov og bakker og stranden rimelig tæt på - ja så var vi solgt.

Vi vidste begge, at her skal vi bo

Vi vidste begge, at “her skal vi bo”. Vi ville bo på Langeland, vi kunne virkelig godt lide grunden og beliggenheden - og så var der nogle byggeprojekter på gården, som vi er i gang med.

Som sagt skete det lidt tilfældigt. Vi ledte efter et landsted med jord til, så der var plads til vores heste. Samtidig ønskede vi at bo i et samfund, hvor der ikke er så mange mennesker og man kender sine naboer.

Jeg boede tæt på København, med kun 20 minutter ind til centrum og har tidligere boet på Nørrebro, så jeg har altid boet meget centralt. Men det gik op for mig, at jeg brugte ikke byen til ret meget. I starten kunne det dog føles lidt skræmmende med afstanden her. Fx er der nu ret langt til vores familie og det koster penge at komme over Storebæltsbroen til familien. Efter vi er flyttet, kan jeg dog mærke, at det giver rigtig god mening. Vi har begge to et arbejde, hvor vi kører ud til kunder. Så på den måde giver det god mening at være centreret i midten af Danmark, men jeg skulle da lige vænne mig til, at der er længere afstand til fx indkøb.

Det gjort en stor forskel for mig at flytte til Langeland

Jeg har været ramt af stress og har siden da haft det sådan, at der ikke skal meget til at påvirke mig, og der har det gjort en stor forskel for mig at flytte til Langeland. Det har betydet meget at komme herud, hvor der er ro på. Jeg har kunne mærke, at jeg nu kan klare meget mere uden at blive stresset. Fordi jeg ikke konstant er under overstimulering, som jeg var det i København.

Jeg tror også, det handler om, hvor meget man vil gå på kompromis. Fx hvis man har børn, da vil det være nemt at bo centralt i København med 5 minutter til skole. Men det er jo ikke sikkert, at det er et miljø, som jeg ville være tryg ved, at mit barn skulle færdes i. Jeg ville tænke meget over hvilke værdier, jeg gerne vil give mit barn med? Og tænk at give sit barn mulighed for at vokse op i denne natur, det synes jeg alle burde have lov til. Jeg ville da ønske, at jeg selv var vokset op med sådan en magisk natur omkring mig.

Naturen var netop noget af det, som vi faldt for.

Diversiteten og dyrelivet synes jeg er vidunderligt. Uanset om jeg går rundt herhjemme eller går/kører en tur, så ser jeg rådyr, harer og mange forskellige fugle, som alle færdes tæt op af os. Det synes jeg virkelig er fedt. Ligemeget hvor vi kører hen, ser vi noget skov eller små plantager af træer. Det er et meget bakket terræn og med mange små sving, og jeg kan rigtig godt lide at landskabet ikke bare er fladt, så man kan se alt. Og lige nu er der alle markerne, som står så dejlige gule, det er helt vidunderligt at se. Og uanset hvor du er, så er du tæt på stranden. Det der med, at det er så nemt at komme ud og få en badetur eller gå en tur ved vandet, det er skønt!

Som sagt hele DK er min arbejdsplads. Jeg er i gang med en uddannelse som “Neuromuscular horse dentistry practitioner”, som er en uddannelse, hvor vi har en holistisk tilgang til hesten. Vi er optaget af sammenhængen mellem hestens tænder og kæbe-led og hvordan dette påvirker hestens krop. Jeg tager klienter ind fra hele landet og kører også i Tyskland, Så det er et arbejde, der giver en del kørsel, men det giver også meget frihed. Jeg kan selv bestemme mine arbejdstider, hvornår jeg gerne vil arbejde og hvornår jeg gerne vil være hjemme og være sammen med familien. Det er fedt at arbejde sådan, det giver frihed og det er fedt at komme ud og møde mennesker, der er virkelig passioneret omkring deres heste og at hjælpe dem.

Cecilie på Langeland
Foto: Liv på Langeland

Drømmen for os var ikke at arbejde, drømmen for os var at være sammen og nyde naturen og dyrene, og have projekter herhjemme sammen. Så det var klart noget der tiltrak på Langeland, at vi havde råd til at købe et sted, mens jeg er under uddannelse. Og at vi ikke endte med at stå i en kæmpe stor gæld. Det giver bare en kæmpe frihed til, hvordan vi kan prioritere vores tid, og for os er familien bare mega vigtig, vi er hinandens familie. Og vi nyder, at vi har tid til at få familien fra Sjælland her ned og holde ferie, og hygge og være sammen. Så det har helt klart haft en stor betydning at prisen har været til at betale.

Langeland er et perfekt sted, hvis man gerne vil have en kreativ livsstil. Det giver mulighed for at være selvstændig, også i en opstartsfase, hvor indkomsten måske ikke er den allerstørste. Her er  mulighed for at selvstændige kan få et sted at bo med lækker natur og masser af plads.

Tilflytterservice

Hør mere om ø-livet fra en af de lokale:

Tilflytterservice Nordlangeland 60 55 59 53.
Tilflytterservice Strynø (se telefonnumre nederst på linket)