Dansk- hollandsk par, Lohals

Jeg går ad ‘Kirkestien’ i Lohals en sprudlende forårsdag - og hvis nogen uden kendskab til Langeland skulle læse dette, ville de nok sige, at jeg stærkt overdriver, men solen stråler fra en skyfri himmel, fiskehejren letter og flyver hen over hovedet på mig, alt imens gæs og blishøns skælder lidt ud over min indtræden, råvildtet i skovbrynet er opmærksomme, og lydkulissen suppleres af fasaner. Jeg overdriver ikke, det er forår, og den fantastiske Langelandske natur viser sig helt uredigeret. Naturen giver dig det hellige nu. Brug det. siger Rane Willerslev  i sin bog “Mit magiske træ “ og sådan føltes det. 

Jeg møder parret i deres renoverede fritidshus. Samtalen glider let, da vi jo, med et moderne udtryk, begår os i samme ‘hood’. 

Det viser sig, at huset er købt i 1992 af kunstneren Mogens Andersen.

Tilgiv mig min uvidenhed, men man har altid talt om de mange forfattere, der har boet og været på Langeland, men jeg var ikke klar over, at en meget anerkendt kunstner har boet i Lohals, en kunstner, der interesserede sig for den tidlige franske modernisme, har boet i Paris, udsmykket Hovedbiblioteket i København, kunstmuseer, kirker mv. og gjorde den abstrakte kunst til sin udtryksform, arabesker kaldes hans billeder. 

Huset i Lohals blev altså købt og overtaget efter kunstneren. Købet var motiveret af et behov for  at have et sted i Danmark, et tilhørsforhold, da det første job efter endt uddannelse viste sig at skulle være i Holland. 

Jeg spørger selvfølgelig nysgerrigt til hvorfor Langeland? 

Svaret er: mange sommerferier på øen, mange gode minder, en spejdertur   til Houborg. Det gjorde indtryk at sove i et lagkagehus. Senere var det især den smukke natur, med både skov, hav og marker, men faktisk også den centrale placering, hvis man ser det i et lidt større perspektiv. Da vi købte huset, boede vi i Holland, og der var en god forbindelse med færgen fra Kiel, så det var let at komme til Langeland for venner og familie i syd. Siden vi købte huset i Lohals for over 30 år siden, har det altid føles som at “komme hjem”. Utroligt søde naboer, som om vinteren sørgede for at tænde for varmen, og ofte kom med suppe til at varme os på, når vi kom. Det rygtes hurtigt at ”pigerne er kommet”. Desværre er en del gået bort, og det er et savn.

Huset i Lohals bliver ikke bare et dejligt sted i Danmark, det bliver et forankringspunkt- ikke kun for parret, men også for venner, familie og børn.

Et sted bliver ikke til af sig selv og slet ikke til et forankringspunkt, der skal en “ bannerfører” til - og det var husets ejer. Hun arbejdede og boede i Holland i 17 år, fandt venner og kærester og inviterede alle til Langeland, inviterede på vandreture og hygge i haven og i stuerne. Hvilket betød, at mange forelskede sig i Long Island, som vi er enige om Langeland naturligvis må kaldes, og som medførte at nogle sidenhen købte hus på øen. I denne forbindelse taler vi om, at en ø er helt afhængig af sine infrastruktuelle forbindelser, man kan sige Langeland var mistet to vigtige færgeforbindelser, men er dog brofast, så vi skal nok nå frem til vores fritidshuse alligevel.

Jeg forstår, at status er, at en veninde har fritidshus længere oppe ad vejen, og en længere nede ad vejen, forældre er også i en høj alder flyttet til Rudkøbing, og mens vi taler er en hollandsk veninde stødt til. Hun har netop købt hus i Østerhuse. Jeg undres over, hvordan man som ‘ikke dansker’ kan købe fritidshus på Langeland, og her spiller det føromtalte forankringspunkt ind, for gæstebogen i Lohalshuset dokumenterer og blev brugt som dokumentation for venindens mange, mange års tilknytning til Langeland. Ansøgningen til Udenrigsministeriet om lov til at købe hus blev på den baggrund  imødekommet.

Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her, synger Gnags. 

Iøvrigt et tema vi forfølger i samtalen. Vi er enige om, at der er højt til loftet på Langeland både mentalt og konkret. Vi reflekterer over, at godt nok er vi på en ø, men trods alt en stor en af slagsen så den fortættethed - på godt og ondt man kan opleve på øer - er her fortyndet.

Længe leve mangfoldigheden slutter versene i Gnags sangen med, og 

parret fortæller: Det var og er let at komme i kontakt med og få hjælp af naboerne. Vi har mangeårige venskaber med langelændere omkring os og er helt trygge her. Vi oplever en dejlig mangel på interesse for, hvad man ejer og kan formå materielt, men mere for hvad man kan fortælle af nyt. Det sætter vi også pris på. 

Vi tænker at flytte fast hertil indenfor en nær fremtid. Det er jo nu muligt at arbejde herfra, da vi har fået  det længe ønskede fibernet, som også er et ”must have” , hvis man skal gøre sig håb om at få teenageren med herover.

Annette Falk