Familiekollektivet Houborg

Det er aldrig et spørgsmål, om vi skal til Langeland, men om hvornår og hvorlænge… 

…. sådan udtrykker barnebarnet tilhørsforholdet til øen. 

Jeg er kørt til den nordligste spids af Langeland og træder ind i et kooperativ, et velfungerende sameje. Forældregenerationen har i sin tid købt grund og hus, børn og børnebørn har sidenhen “ meldt sig så meget ind” at det nu er et kollektivt sameje af huset - rundt om kaffebordet repræsenteret af forældregeneration, barnebarn og svigerdatter.

 Forældrene fortæller: Vi købte Hou grunden i 1975 , i “den nye afdeling” som det hedder i forhold til naboerne i den gamle Københavnerkoloni. Vi er fra Sjælland, og i starten af 1970`erne var Langeland noget helt særligt. Vi havde et par kolleger, som havde hus på øen. Vi ville gerne være ved vandet - og det kan man jo sige, at Langeland bød på. En grund var til salg her på nordspidsen, hvorfra man kunne se vandet, så vi sprang til, prisen var dengang måske 55.000,- Vi var lykkelige, nu havde vi grunden, men vi havde ikke lige råd til at bygge med det samme. Men så var det, at et familiemedlem havde forbindelser til et udstillingshus, som skulle udskiftes, det kunne bruges. ‘Sparekassemanden’ sagde god for projektet, og huset blev flyttet til Hou grunden - i to stykker. 

Vi afbryder kort fortællingen og kigger efter samlingerne i det oprindelig hus . De lokale havde dengang aldrig oplevet, at der så hurtigt stod et færdigt hus på en grund. 

der fandtes kun en ambulance på øen - og beskeden - da vandet gik - var, at den var på vej sydpå, men den ville vende om. Vi kørte så afsted med de to større børn i bilen mod Svendborg, og i Snøde møder vi ambulancen, som overtager den fødende. Datteren kommer trygt til verden på Svendborg Sygehus. Far og storebrødre tog turen fra Hou til Svendborg hver dag, indtil lillesøster kunne komme med hjem til huset på Nordlangeland i moseskurven. Her griner vi “gamle” lidt: et spædbarn i en moseskurv, små børn i bilen uden seler. Vores børn himler i dag med øjnene, men sådan var det nu dengang. 

Datteren fra 1977 er nærmest en indfødt Langelænder, hun måtte vises frem i Lohals Brugs og har sidenhen fejret alle sine fødselsdage i familiehuset og endda blevet gift i Hou Kirke. De unge ønskede sig at blive gift i udlandet, men af forskellige grunde blev det ikke, så måtte et telt i haven, kulørte lamper, rundbold og badning i havet på Langeland være alternativet - og mere eksotisk og hyggeligt kan det vel næppe blive. 

Vi taler videre om andre store familiebegivenheder holdt i fritidshuset på nordøen: sølvbryllup, guldbryllup - men også om stormfloden i 2006, hvor huset blev oversvømmet og ikke kunne bruges et helt år. Man kan stadig se mærker efter vandhøjder i huset. Vi er enige om stor taknemmelighed for diget bygget sidenhen, og det forlyder, at endnu et dige skal bygges. 

Når nu vi er ved dramatikken, dukker en anden fortælling op fra vinteren 1978. Familien med tre mindre børn holder ferie i fritidshuset, det sneer og fyger voldsomt.  Den ansvarlige far beslutter sig for at gå til Lohals for at købe den nødvendige mælk til det 8 mdr. gamle barn. Turen tog 3 timer, men Købmand Møller i Lohals. var åben, og hjemturen var knapt så strabadserende, for da havde sneploven været der. Godt gået far. 

Ingen tvivl om at familielivet leves fuldt ud i huset, som er udbygget efter ‘ udstillingshus-modellen’ så alle kan være der. Man bader fra badebroen lige rundt om hjørnet, og om sommeren er målet nogle gange at bade tre gange om dagen, der fanges krabber og de yngre generationer har deres SUP Boards med til øen, der soves i shelter, grilles og laves bål. Her begejstres vi sammen i forhold til øens SHORES projekt. Fantastisk initiativ. Og så nyder familien markedet på Lohals havn om sommeren, de styrer målrettet til de lækre grønsager, som rigtig mange af os gør. 

Spørger jeg barnebarnet ved bordet, så er det allerfedeste ved Langeland naturen, dyrene og den plads, der er til dyrene. Vi så for eksempel to ørne på vej hjem fra Brugsen. 

Godt set og fornemmet af et ungt menneske. Mor og farforældre supplerer og fremhæver hyggen ved at kende folk i husene, få hjælp af genboen osv. Jeg forlader “ familiekollektivet” med den varmeste følelse af, at nogen fandt Langeland og i den grad gav glæden ved stedet videre.