Familien ved Humble

….således siger toboerne i Michael Endes ‘Den uendelige historie’, da Atreju og lykkedagen Fuchur  på deres færd for at redde Fantasien har fået en dødelig gift. 

Kapitlet i bogen om nissefolket toboerne er det hyggeligste af slagsen. Konen går nynnede og velfornøjet rundt gnider sig lidt i hænderne og pusler med gryderne, manden sidder i stolen og studerer eliksiropskrifter, alt imens de hverdagsagtigt vrisser lidt af hinanden, når hun kommer til at stå vejen for lyset. 

Jeg finder adressen ved Humble, og der sidder de så på bænken i solskinnet toboerne og eliksirdyrkerne og nyder udsigten til Nørballe Nor. 

Familien har ingen tilknytning til Langeland, de blev ved et tilfælde del af et også tilfældigt spil. Ja, sådan kan vores liv nogle gange tage retning. 

Historien er, at en kollega medbragte noget dejligt vin til en sommerfest og adspurgt næste år om leverancer, var det desværre ikke muligt. Det viste sig, at vinen var dyrket på Langeland, og at der havde været et dødsfald. Da parret havde vist interesse, får de tilbuddet om at se stedet på Langeland. En kold regnende januardag i 2014 tager de så en udflugt til øen. Et koldt faldefærdigt hus uden vand i hanerne og meterhøjt græs mødte dem. De kørte hjem igen. Ren og skær høflighed gjorde, at parret afgav et bud på huset, grundlæggende var de slet ikke interesseret. 

Der gik lidt tid, så fik vi at vide, at en ejendomsmægler havde kigget på huset og ikke ville sælge det. Ejeren ville derfor gerne sælge til vores bud, og vi havde jo givet et bud - så pludselig stod vi med et hus på Langland. Vi overtager det maj 2014 og bliver positivt overraskede. Der er ny-indlagt strøm og vand i huset, og al interiør er efterladt til de nye ejere. Ved besøget i januar havde vi bare ikke været opmærksom på, at vandet kunne være lukket for vinteren. Nu gik den helt store renovering ude og inde igang. 

Da vi fik fjernet alt det høje græs, kom nogle buske i rækker tilsyne på skråningen bag huset. Først troede vi, at det var nogle bærbuske, men det viste sig, at det var vinstokke - her kom vinen fra sommerfesten altså fra. 

Vi havde hverken forstand på eller et forhold til det at dyrke vin, men google, bøger og kokkeuddannet sønnike gjorde os klogere. Vi fandt også ringbind i huset med beskrivelser af sorter og skråningens hældning. 

Jeg er målløs, familien kaster sig ud i at blive vinbønder, er meldt ind i vinavlerforenigen, producerer, drikker iøvrigt ikke meget vin selv - og samtidig med igangsættes et stort renoveringsprojekt af huset. 

Adspurgt om hvordan de dog overkommer alt dette, er svaret:  vores holdning er, at det går nok. Vi dyrker økologisk, og vi får det udbytte, vi får, vi skal jo ikke leve af det. I begyndelsen tog vi druerne med hjem til Jylland og pressede også i Jylland.

Processen er nu rykket tilbage til Langeland i det nye multirum, som er en nytilført længe til huset. Jeg benoves igen over det hele og spørger igen til alt arbejdet med avlen, og igen får jeg et stoisk svar: Vi er her jo hver weekend, vi har altid kørt herned i weekenderne, det er jo et dejligt sted, og man er jo bare hjemme, og så har der hele tiden været meget at lave altid mange projekter hernede.

Det skal jeg love for, det før så faldefærdige hus har forandret sig til noget nær et luksusfritidshus, tegnet af familien, bygget af lokale håndværkere og der er værnet om detaljerne eksempelvis restaurering af bindingsværk på traditionel vis. Da jeg besøger familien er der byggeprojekt på 1. salen, den sættes i stand til børn og børnebørn. 

Det er ligesom roen falder over os. Vi nyder at være her, mange spørger hvorfor Langeland, der er jo ikke noget, der sker jo ikke noget, og det er lige præcis det, vi kan lide. Naturen er en lise for sjælen - og så er det en ø, vi er jo oprindeligt fra Als, øfolk hilser på hinanden, snakker med hinanden. Det er bare så dejligt, det er nu ikke nødvendigvis, vi snakker med nogen hver dag. 

Vi har haft gæster herovre som har bemærket, her er jo fuldstændig stille, det eneste man kan høre er humlebierne og fuglene. Det et det, vi holder af, og så morgenkaffen med udsigt til råvildt på marken, svaner og gæs der flyver henover os. 

Det er i hverdagen for langt væk fra børnene, hvis vi skulle overveje at flytte permanent herover, vi er meget glade for, at de gider komme herover. 

Det sidste kan jeg sandelig godt forstå, de gider med de fornemme forhold, de bliver budt. 

Jeg føler mig meget heldig med to flasker vin i bilen, da jeg forlader den skønne plet. Drik, bare drik, nøder toboerne.

Annette Falk