Fusionsægtepar fra nord og syd
Deltidslangelænderne: "En nordbo møder en sydbo, sød musik opstår, fusionen sker."
“Vi skal ud i det blå kun med klipklapper på”
spiller de i radioen. I den skønneste højsommer er jeg på vej fra nordspidsen til sydspidsen af Langeland, og ja selvfølgelig i klipklapper.
Den smukke ø bliver bredere sydover og kornmarkerne større, men lige smuk er naturen hele vejen, omend den ændrer topografi, lidt mindre vandudsigt sydover, lidt flere hatbakker.
Jeg skal møde et fusionsægtepar – men et lykkeligt et af slagsen, som de selv siger.
Det er vist ingen hemmelighed, at nord – og sydøen altid har haft meninger om hinanden. Der er mange anekdoter, en af fortællingerne er, at førhen så mødtes fiskerne fra øens spidser ind imellem og “ fik renset luften”.
Parret, jeg skal møde, er begge født og opvokset på øen, dog i hver sin ende. En nordbo møder en sydbo, sød musik opstår, fusionen sker.
Vi har sat hinanden i stævne på havnen i Bagenkop. Det blæser kraftigt og suser i lystsejlernes master og rigning. Betaget som denne Nordlangelænder er af miljøet, beslutter vi hurtigt, at samtalen snildt kan ske, mens der vises rundt. Parret fortæller, at de mødtes i Svendborg, blev kærester, begge uvidende om det fælles tilhørsforhold til Langeland. Den fælles klangbund kom dog til at spille en stor rolle i deres fremtidige prioriteter. Et fritidshus købt før færdiggjorte uddannelser og vished om job geografi. Flere investeringer i området kom sidenhen til, parret har aldrig været i tvivl om at bevare deres Langeland og har søgt at videreføre tilknytningen til næste generation.
På spørgsmålet om hvorfor sydøen, når også der var rødder nordpå, var svaret:
Vi er på Langeland, og det er det vigtigste, måske savnes skovene på Nordlangeland, men så er der mere familie her sydpå.
Bag havnen ligger stranden, naturligvis med ‘blåt flag’, her fortæller de, hvordan den i sin tid nye kæreste blev mødt af en lokal: hva’ æ du fåe ein? Svaret kom beskyttende hurtigt: Haae æ mæ maij, haae æ fråe Dauløkk. Svaret var: Nåeh, troee liee, det vå ein tysker, lød det afsluttende, og så var alt godt igen.
Vi taler om udviklingen i Bagenkop, ser den i ‘Fiskeriets Hus’, stor respekt iøvrigt for det frivillige arbejde lagt i at etablere sådan et oplevelsesrum, taler om tidligere færgedrift til Kiel, om overvågningen fra Fakkebjerg i Koldkrigstider og om oldtidsminder på Langeland. Vores fælles ‘down memory lane’ og historiske samtale kulminerer i overvejelser over de mange dialekter på Langeland, og det endda med få kilometers afstand.
I Bagenkop eksempelvis er alle hunde og katte grammatisk hankøn – endelsen i er hankøn, og man siger hunni og katti og dermed siger man: han har fået killinger …?? Sydboen i selskabet vil mene dette sproglige er en rest fra den tysk/hollandske sprogafsmitning.
Vi slutter over endnu og sidste kop kaffe og på spørgsmålet om, hvad Langeland kan udover den helt åbenlyse tilknytning i dette tilfælde, så er svaret:
Selvfølgelig naturen - specielt her på Sydlangeland, det rige fugleliv, alle kunstnerne og kunsthåndværkere og så frivilligheds- og foreningsånden. Det er en lokal joke, at når vi ser tre mennesker står sammen og snakker, så siges det; hvilken forening er de nu ved at stifte.
Og ja i byerne og på landet er frivillige og foreninger med til at skabe udvikling, og på den måde opstår der utallige nye fællesskaber overalt på øen.
Jeg er mæt af indtryk af smukke, smukke SydLangeland - og kan ikke nære mig og spørger derfor til en sidste fordom om øens “ spidser” set sydfra. Kør du bare hjem til Københavnerfine Nordlangeland var svaret fra Nordboen med et stort smil – og det gjorde jeg så.