Jeg fu#ing elsker Langeland …
... sagde Sofie Linde i en af første sæsons udsendelser fra istandsættelsen af spøgelseshuset i Snøde, og det er vi mange der gør.
For mit eget vedkommende er jeg barnefødt på Langeland og kommet her altid i min opvækst. Og altid har det været særligt at komme til øen. Forunderligt som nethinden finder ro, når blikket glider hen over øens topografi, forunderligt som vejrtrækningen begynder at ændre rytme, faktisk allerede hen over Svendborgsundbroen, for så helt at være i vatter når Langelandsbroen krydses. Og forunderligt er det helt nødvendige i at rulle bilruden ned over Siø dæmningen for at indsnuse den særlige hav og tanglugt, der i sanserepertoiret forbinder mig så tydeligt til Langeland.
I alle mine voksne år er jeg kommet jævnligt til Langeland for at besøge slægtninge, men som årene gik forsvandt de bånd til øen, og jeg måtte se i øjnene, at Langeland i sig selv betød noget for mig, og at sansemættede erindringer fylder, iøvrigt erindringer som flittigt er givet videre til børn og til børnebørn.
Fortællinger om sten med tang på, som blev til havfruehoveder i vandkanten, hul-køer-sten på stranden, som var sjove at finde og lege med - evige formaninger om ikke at gå for langt ud i vandet, og kornmarker hvor man kunne blive væk fra de voksne, og som duftede helt særligt af sensommer.
Erindringer om sommerjob med at plukke jordbær sammen med fætre og kusiner. Fortællinger om min morfar, som kunne finde vand og grave brønde, og som kunne lave stendiger, vi stadig kan se på øen, om oldefar som kalkede Tranekær kirke og slottet, og hvor kalkfarve-resterne på hans hvide arbejdstøj afslørede, hvor arbejdsdagen havde været.
Fortællinger om mørket på Langeland, intet sted er det så mørkt, og man kan derfor se stjernehimlen så tydeligt, har jeg altid fortalt mine børn, og de har grinet af mig, fordi de måske anede, at der for mig gemte sig en lille smule angst for mørket. De griner ikke mere, da de nu har oplevet mørket, og de har givet mig ret, det er godt nok mørkt på Langeland.
Vi har et hus i Lohals, købt for mange år siden på erkendelsen af, at øen betyder noget for mig, og hvis vi ville blive ved med at komme der, måtte vi havde et “ sted”.
Huset er nu vores ‘ second home’, her samles vores familie hen over året, og oplevelser og fortællinger smelter sammen.
For mange år siden læste jeg en omtale af Nordlangeland - hvor skribenten mente, at der absolut ingen oplevelser var at komme efter i området, og nej, ikke megen Legelands underholdning, Tivoli, shopping eller lignende - men den skønneste natur og uovertrufne solnedgange. Jeg er med på, at natur og solnedgange ikke er nok for heltidslangelændere, her tæller jobmuligheder, infrastruktur, skoler , indkøbsmuligheder og hurtige netforbindelser selvfølgelig, men jeg fastholder lige min linse at kigge igennem: nemlig deltidslangelænderens.
Og hun nyder roen og er afhængig af det helt særlige lys, som det kystnære klima byder på. Lyset og vandet fortjener i min optik en hel særlig opmærksomhed. Det er svært for mig at tage de opskruede vurderinger af havudsigt, beliggenhed osv. alvorligt. Jeg kommer fra Nordlangeland, der er jo vand overalt. Vi kan altid se sundet og bæltet og høre tågehornene fra coastere i bæltet.
Hannu Sarenstrøm udtrykker i sin bog “Mit haveliv på Langeland” vejret således: regnbyger der kommer og hurtig er ovre, og straks skinner solen igen, som giver det vidunderlige lys sammen med de hvide lavvandede sandstrande så reflekteres havet solens lys og giver os det samme hvide lys, som Skagen er så berømt for.
Alt sammen er dette mine fortællinger om at have sanset, oplevet og om at høre til.
Disse fortællinger har bundfældet sig i mine børn og børnebørn, og er suppleret med deres egne dejlige Langelandsoplevelser: skovture, krabbefiskeri, kajakture, badeliv, bål i haven, is på havnen og nærvær. Og ingen mangler oplevelser - tværtimod- og med min ældste søns formulering: så er Langeland magisk.
Frit parafraseret fra Tina Dickow,