Slottet i Humble
Deltidslangelænderne: "Hvis vi har brug for hjælp, så er det naturligste lige at spørge naboen"
Kært barn har mange navne, siger et gammelt ordsprog…
….og vi ved, at både person- og stednavne ofte har en symbolsk betydning, så de på mange måder både giver identitet og genkendelighed. En navngivning er ofte forbundet med en slags magi, og jeg fornemmer tydeligt, at navnet på fritidshuset i Humble bærer identitet, genkendelighed, magi og humor.
Når vi lander på "Slottet", som vi meget selvironisk kalder vores lille hus midt i hatbakkerne, så er det som om den rygsæk, vi bærer på i hverdagen med alle former for pligter, falder af vores skuldre, og vi kan gøre, hvad vi har lyst til. Her er ingen forventninger, her kan vi være på vores egne præmisser.
“ Slottet” er et lille gulstenshus oprindeligt fra 1909, som familien har gennemrenoveret indvendigt. Det stolte navneskilt på huset har fået rigtig mange kommentarer fra forbipasserende, de fleste griner, trækker på smilebåndet eller stopper op og fotograferer, alt sammen i respekt for signalet og dobbeltbetydningen i navngivningen af huset.
Parret fortæller:
Vi havnede nok på Langeland ved lidt af et tilfælde
og måske er det lidt en sandhed med modifikationer, indskyder jeg lige, for Judiths mor er fra Ærø, og familien har venner på Langeland, men nu har de altså haft huset i 9 år, og ikke fortrudt det en eneste gang.
Hvis vi har brug for hjælp, så er det naturligste lige at spørge naboen, om de kan hjælpe. Vi har en nabo og to genbohuse. Naboen og den ene genbo er heltidslangelændere, hvorimod den anden genbo og vi er deltidslangelændere, men det er ikke noget, vi mærker til, når vi er her, så er det bare et fællesskab. Vi er sågar i stand til at holde høns herovre, fordi en nabo hjælper os, når vi ikke er på øen. Det er fantastisk, faktisk har vi mere at gøre med naboerne herovre end derhjemme.
Familien er ikke i tvivl om, at noget af det bedste ved at være på Langeland er, at der er så roligt, og der er virkelig højt til loftet i mange henseender, og man kan ikke undgå at bemærke, at vi alle hilser på hinanden, bliver vi enige om - det også i buldermørke. Stress og jag findes tilsyneladende ikke eller i hvert fald for en deltidslangelænder i gummistøvler og dunjakke er det svært at få øje på.
Familiens børn og børnebørn er også meget glade for at komme på øen og være i huset, de har sågar erklæret sig villige til at overtage, når tid kommer - og sådan er vi mange, der “ leverer” Langeland videre.
Og her kan vi jo ikke undgå at fortabe os lidt i, hvad vi så som deltidslangelændere synes er vigtigt at give videre:
Vi sørger for at handle lokalt, for vi vil jo gerne have at forretningerne bliver ved med at være der. Vi engagerer os lokalt i kulturforeninger og kræmmermarkeder og gør en indsats for at være en del af lokalsamfundet.
Og så det uundgåelige …. naturen.
Når vi står øverst i vores have, som sagt ligger den midt i en del hattebakker, så kan vi se ud over Langelandsbæltet. Vores grund er flittigt besøgt at rådyr og dådyr, og der er ikke noget så flot som at gå ud og kigge op i himlen, når det er blevet mørkt, og så se alle stjernerne. Det er livgivende at sidde på terrassen på en sommeraften og bare lytte til fuglene og roen.
Og selvfølgelig smitter vores glæde ved at være på Langeland af på vores venner, børn og børnebørn bliver vi enige om.
Familien er ikke i tvivl: