Stenhuggerhuset i Tranekær

Stenhuggerhuset i Tranekær

Foto: Deltidslængelænderne

"En forårsdag, hvor solen bare skinner" synger Anne Linnet, og netop sådan en dag er jeg på vej til Tranekær.

Jeg kører langsomt, og ved Slotsalleen får jeg øje på noget råvildt, som kunne se ud til at ville krydse vejen. Jeg standser, og ud kommer en flok så stor springende hen over landevejen - et helt fantastisk syn. Sådan bød det romantiske og eventyrlige Tranekær mig velkommen.

Foto: Weber Luftfoto

Stenhuggerhuset i Tranekær

Vi sidder i Stenhuggerhusets stald, som nu er en smuk spisestue. Familien fortæller, at huset vist nok er det eneste hus i Tranekær, som aldrig har hørt til slottet. Husets ældste del er fra 1600 tallet, men hovedparten fra 1737 og 1800. Familierne købte ejendommen i 2004. Det viser sig nemlig at være et fælleseje mellem to vennepar, som har henholdvis rødder og tilknytning til Langeland. Begge par er bosat i København.

Vi taler indledningsvis om det oprindeligt at være fra bestemt egn, hvordan det har sat sig i os. I dette tilfælde at vokse op på Thurø, have relationer til Sydfyn og stadig have et forældrepar i Svendborg.

Foto: Mette Johnsen

De gode minder fra Langeland

Vi er i min opvækst altid kommet meget på Langeland, dels for at bade og dels for kunsten. I 70erne var Rudkøbing Skole en gang om året rammen for Langelandskunstnernes udstilling, da var vi altid herovre. Far var særlig glad for Henry Larsen fra Lohals og købte billeder af ham i ny og næ. Jeg pusler lidt med, om man kunne lave en mindestue med værkerne.
Alle indtrykkene har forplantet sig.
Ligeledes har turene med barndoms veninder til Langeland, en af venindernes forældrene havde hus i Lohals. Jeg kan huske, hvordan det var at køre herover, og når vi kom til Rødby og kiggede ind mod Tranekær, de gamle huse og træerne rundt i svinget, jeg kan huske, at det var noget af det smukkeste, jeg havde set. Det billede havde jeg faktisk ikke tænkt over i mange år, men erindringen er kommet tilbage, efter at vi nu er her i Tranekær.
Jeg har altid tænkt på Langeland som noget meget smukt og unikt, og har sidenhen læst Oehlenschlägers ‘Langelands rejse’ og kan genkende både stemning og natur:
Den skiønne Øe! der som en smekker Green, Brudt af den store, danske Rosenhække. I vandet ligger fastnet ved en Steen, Mens idel Knopper Løvet rundt bedække. I friske Bølge, altid klar og reen, Kan intet Blomsterkraftens Yttring svække, Og tusind Vinger did sig frie bevæge, For sig i søden Duft at vederkvæge.
Så bliver det ikke mere nationalromantisk.

Vi er begge par forelskede i naturen herovre, en væsenlig faktor i forhold til at være her. Vores gode ven har stor glæde ved at fiske i Langelandsbæltet.
Minderne betyder også meget, og selvfølgelig det at være tæt på familien. Meget knytter sig måske nok til fortiden, og så føler jeg også det hele er så oprindeligt, altså det er svært at finde andre steder i landet, at man kan se at naturen er fuldstændig som dengang Oehlenschlägers, HC Andersen, Agnes Henningsen og mange flere var her - man kan mærke det oprindelige.

Foto: VIsitLangeland

Vi elsker Langeland!

Familien kiggede på forskellig huse på Langland, blandt andet afgav de bud på fyret ved Hou, og hvem har ikke flirtet med den skønne beliggenhed. I en eftertanke var vi dog enige om: havde vi kvinder mon været trygge ved at være der alene ?
De endte altså i Tranekær sammen med gode venner, hvor en mor er fra Bagenkop og far var værnepligtig på Langelandsfortet. Det fortælles, at der i den familie var en Hr. Rene, som var den sidste kammertjener på slottet.

Vi har fået en tilknytning til stedet. Her er sådan en god stemning, vi er sikre på, at der har boet gode mennesker i huset gennem tiderne. Det er et rummeligt hus, hvilket også er vigtigt, da vi jo af og til er mange. Vi nyder at være tilbagetrukket i forhold til Slotsgaden og udsigten ud over markerne over til ørnene. Børnene har mange somre solgt kirsebær, og haft et glas til mønter, her lærte de noget om tillidsbaseret handel. De har leget med nabobørnene, det har altid været en fest at komme til øen. De elsker Langeland.
Samejerskabet er ukompliceret. Vi aftaler bare perioder og gerne med overlap, en arbejdsweekend i efteråret er fast. Jeg arbejder på de gamle vinduer, sliber ned, olierer og maler med linolie. Jeg er ved at være ganske ferm til det. Det er ren terapi. Vi er begyndt at flirte lidt med en pavillon med småsprossede vinduer - sådan en rigtig mormor en - ude i haven.
Huset i Tranekær bruges meget også til intense arbejdsperioder, her spiller freden og roen positivt ind på effektiviteten. Jeg kører hjem i forårsvejret med Anne Linnet og Oehlenschlägers Langeland i systemet: du ved, at du er den igennem livet og stadig i mit hjerte bor.

 

Annette Falk