"Fandme Olsen"s hus i Tranekær

... sådan  siger Lars, eller “ direktøren”, som han kaldes af buschaufførerne på linje 913.

Jeg møder Lars i det smukke bevaringsværdige hus i Tranekær. Han fortæller mig, at huset faktisk var det første slottet frasolgte - og at det oprindeligt tilhørte “ fandme Olsen” elværksbestyreren på godset. Tilnavnet siger nok sig selv, Olsen bandede meget, men sjovt er det med alle de kaldenavne på Langeland et særkende for øen og måske for små samfund i det hele taget, man er ikke bare nogen, man er også noget. Familien købte huset af Olsens datter, og i handlen mødte Lars ikke bare datteren, men også fandme Olsens enke. Huset er fra 1902, helt  oprindeligt opført af “gamle greven” til slotsvægteren  - men altså købt af Lars og familie i 2012.  

Vi drikker kaffe i deres dejlige og meget personlige stue, og mens samtalen pendler mellem Lars’  meget engagerede arbejdsliv og tilværelsen på Langeland, afbrydes den af og til af det stille liv udenfor på gaden: nå, der har vi jo Erik, og der kommer Niels.

Stemningen minder mig om Gnags sangen  “Under bøgen” … der kommer Ejnar, mon han sætter sig ned  ….  Jeg besøger tydeligvis en deltidslangelænder dybt indfældet i sit nærmiljø, men også en meget flittig skribent, hvor Tranekærhuset ofte har været arbejdsstedet, roen og det stille liv på øen giver plads til både kreativitet og produktivitet. Jeg får foræret en smuk og omfangsrig bogudgivelse fra 2018, og Lars læser, som han selv kalder det, sin svanesang fra bogen op for mig  “farvel til Zoo” - et flot farvel, og en meget flot udgivelse.

Vi kommer i samtalen naturligvis til at tale om, hvad der er særligt ved at være på Langeland, og svaret kommer uden tøven: Der er en helt særlig stemning her, og det er en stor glæde, at der er fastbeboere rundt omkring os. De holder øje med huset. Jeg er medlem af Tranekær Beboerforening, og føler mig accepteret som ‘en fastligger’ i lokalsamfundet , faktisk ser jeg mere til naboer her end i København, og så er det altafgørende med bussen og lokalkendskabet i den forbindelse. Jeg sættes af ved min vej - og ikke ved stoppestedet længere fremme. Infrastrukturen er altafgørende for heltids- såvel som deltidslangelændere.   

Det er tilfældigt, at familien er på Langeland. De lejede et år et sommerhus på Langeland og kørte rundt og så på huse  - før købet af Tranekærhuset. I denne forbindelse bliver Lars og jeg meget hurtigt enige om, at tabet af Lohals - Korsør færgen var fatalt for Nordlangeland.  Lars fortsætter: Nu kører vi den lange vej, og tæller broer med børnebørnene, 7 broer er der fra København.  Et kendemærke for familien på turen til Langeland er “ den glade pølse” på Tåsinge campingpladsen, i øvrigt med skiltet “ sidste grillbar før Langeland” - så ved alle, at der ikke er langt igen. 

Familien er glad for  at bo i en sidegade i Tranekær, så trafikken i Slotsgade ikke generer, og de holder af miljøet i Tranekær, hvor husene er velholdte, her bliver vi så enige om ikke at fortabe os i ærgrelse over den gamle skolebygning.  Lars udtrykker det således:

Stemningen i landsbymiljøet, roen, naturen  og den lille  skov. Jeg vil meget nødigt miste Langelands spottet, men vi flytter ikke herover permanent. Her er en helt fantastisk natur. Jeg behøver ganske enkelt ikke mere, jeg sætter mig bare ud i haven og kan høre ørneskriget, før jeg ser dem, altså havørnene. Jeg elsker at være her. Vi bliver ældre og overvejer, om vi skal sælge, men vi har jo vores børn, og de er knyttet til og bruger stedet her rigtig meget. Vi har købt en indianer Tipi til haven, som børn og børnebørn hygger sig i, når de er her. Vi må se på sigt, om børnene vil overtage og bruge huset. Vi har fantastiske billeder fra somre i Tipien, ungerne elsker at være her.

Vi taler lidt videre om glæden ved at give Langelandsoplevelser videre. Lars fortæller om at bade og samle sten på stranden, altså stranden “nede ved Oehlenschläger bøgen” forståes, og om at have utallige sommerbilleder fra årene både i fysisk form og på nethinden. Jeg besøger Lars en efterårsdag, og der var netop samlet valnødder fra  træet i haven. Tranekær kan noget med valnødder, og jeg fik købt et kilo friske nødder med hjem.