Freden sænker sig i Dageløkke

... sagde en dreng, da Mikkel Beha skulle starte i sin nye klasse på Bøstrup Skole og blev fulgt af sin far Troels Kløvedal med langt hår, poncho, dolk og tingel-tangel rundt om halsen. Jeg er kørt til Dageløkke og parkerer i forlængelse af det hus, jeg lige om lidt banker på - men først sidder jeg lidt og kigger over på Skrækkenborg og mindes hippierne, der i en periode farvede Langeland, så meget at Ebbe Kløvedal Reich skrev et Langelandsmanifest. Manifestet er skrevet i 1969 som et oprør mod fantasiløsheden og et forsøg på at formulere en utopi eller vision for kollektivbevægelsen. Selvfølgelig skulle manifestet titulere Langeland, for det var jo her, kollektiverne skød frem, og måske også her noget af det nedskrevne fra manifestet kunne realiseres? Jeg var halvstor pige og ung, mens hippierne “ huserede” - og husker tydeligt fascinationen af Sigvaldis fremtoning, kæmpe krop og høje stemme. Jo, han kunne gøre opmærksom på sig selv. Jeg skal besøge et par fra København, som har haft deres hus på Langeland siden 1997, købet var dog lidt tilfældigt.  

Vi havde hund den gang og var i Svendborg, så jeg kørte en tur til Langeland for at lufte hunden på stranden, men først kørte vi forbi Rudkøbing, for at dele en is. Tilfældet ville, at bænken jeg sad på, stod lige udenfor EDC mæglerne, og her fik jeg øje på et lille bindingsværkshus ved Dageløkke. Min nysgerrighed var vakt, så det gik mod nordøen, kiggede lidt ind ad vinduerne og rundt i den hyggelige have. Mens vi var der, kom naboen forbi og kunne fortælle, at det var hendes oldefar, som havde genopført huset i 1860. Huset var flyttet dertil fra fra et sted som tilhørte Tranekær gods, men materialerne taget i betragtning, er huset nok oprindeligt noget ældre. Nu begyndte jeg at blive interesseret, og inden turen gik tilbage til familien, havde jeg handlet lidt på et eventuelt køb.  Ugen efter var huset købt, som familien udtrykker det: vi var blevet ejere af den mest charmerende og faldefærdige bindingsværksrønne på Langeland.  Ingen tvivl om at parret havde gjort rigtigt. Dels var der familietilknytning til Svendborg, jagtinteresser og endelig så var der en lille båd. Vi taler om, at der jo var liv på havnen i Dageløkke dengang, man fik en øl dernede og en sludder. Der var fester og halballer, fiskeforretning og grill - og man kendte havnefogeden. Desværre, desværre døde havnen helt, og familien fortæller, at de derfor var nødt til at flytte båden til Lohals. Det var ellers så hyggeligt lige at cykle ned på havnen. Vi repeterer i fællesskab historier om havnens skiftende ejerskaber, bestyrelser, konsortier og nu byggeri. Slutteligt deler vi et fælles håb om, at der fortsat vil ske noget i fremtiden, og havnen igen blive levende.

En gennemgribende, men nænsom restaurering af det gamle hus har været igang, naturligvis udført af lokale håndværkere og ejeren selv. Bindingsværk og stråtag er udskiftet, og parret erindrer de brag, de var vidner til, når de nye egestolper gav sig og revnede. Vi har prøvet at holde interiøret så oprindeligt som muligt. Det gamle og originale køkkengulv har vi beholdt, med spor fra datiden træsko. Huset har tidligere været et tømmerværksted. Loftet har været brugt til materiale opbevaring, hvilket ses af lemmene i hver gavl. Ejendommen har gennem tiderne været ejet af lokale familier og to præster. Huset har altid været vores helle. I påsken åbner vi sæsonen og kører derefter jævnligt herover.   Det er et kærkomment afbræk i dagligdagen, både da vi arbejdede og nu i pensionisttiden. Under Coronapandemien var det godt at kunne isolere sig i de dejlige omgivelser. Kigget til marker og hegn med jævnlige besøg af dådyr og harer, i luften en rovfugl og aftenerne med den mest fantastisk stjernehimmel. Vi falder i svime over den luksus at se himlen på den måde. Det mentale er også noget helt andet. Man kommer ud, mærker lyset og nyder fuglelivet. Der findes en App, som kan fortælle hvilke fuglestemmer, vi hører. Det er en stor fornøjelse. Freden sænker sig fuldstændigt herovre - det er lige før, at hvis vi en sjælden gang hører en ambulance, så farer vi op. Det er jo ellers vores vante lydkulisse derhjemme. Vi sover ualmindeligt godt herovre. Kan huske i arbejdslivet, når vi kørte herovre, at det var sådan en befrielse, og modsat hårdt at komme tilbage til arbejdet. Parret har gamle venner og nyere bekendte på øen, med hvem de har etableret forskellige traditioner. Børn og børnebørn kommer også gerne og nyder diverse ferietilbud. De tilbud parret nyder er bl.a. “Åbne døre”, det ses også på væggene. De er smykket med en del kunstnere fra Langeland. I fællesskab begejstres vi over det nye initiativ med Kunstruterne.  

Vi slutter med ordene: