Mød langelænderne: Trine, Snøde

Jeg er vokset op på Langeland. Efter jeg blev student arbejdede jeg lidt I hjemmeplejen, men vidste ikke rigtig hvad jeg skulle. Jeg kunne rigtig godt lide at være her, men dengang snakkede man Langeland lidt ned. Og snakkede om at man som ung i hvert fald skulle væk i nogle år. Så jeg har senere tænkt på, om det var mig selv der ville væk, eller om jeg flyttede fordi det var det alle andre mente man skulle. Det ved jeg faktisk ikke helt. 

Jeg tog på højskole og jeg var ude og rejse - til Australien og New Zealand - og i den proces fandt jeg ud af jeg skulle være ergoterapeut. Og så kom jeg ind i Holstebro. I mellemtiden havde jeg også fået en kæreste som flyttede med - det er ham jeg er gift med i dag. Så jeg blev der nogle år. Og så begyndte vi at kigge efter et landsted, for vi ville godt have en ejendom med plads til heste men alt vi så, var bare ikke helt rigtigt. Ejendomsmægleren i Jylland var ved at rive håret ud af hovedet af frustration, for han mente jo, at han viste os det, vi bad om. Og så sad vi og kiggede på hinanden en aften,  og så kunne vi godt blive enige om, at det var fordi det ikke var på Fyn. Vi kunne bare mærke at det var det rigtige. Så vi købte en landejendom på Midtfyn. 

Men jeg tænkte alligevel hele tiden på Nordlangeland og specielt på gården, som har været i min families eje i over 300 år. Jeg kunne ikke bære at den skulle væk, sælges til en anden familie. At jeg måske skulle køre forbi nede på vejen og ikke kunne køre ind, når det ikke længere var vores.

Dengang hed det jo godser og herregårde, men vores var en proprietærgård. Min søster og jeg grinede af det, da vi var børn, for der fik man jo breve fra banker og andre hvor der stod titel på og når de forkortede det det, så stod der Hr. Prop. Og det syntes jeg var så skønt. Så vi har gået og grinet af at vi skulle hedde Fru Prop Trine og så videre. 

Så vi begyndte at snakke med min søster om at dele gården og forskellige modeller. Så tror jeg egentlig, vi skrinlagde det, både fordi det blev for dyrt…. og der var mange ting. Men på et tidspunkt sagde min far alligevel, at det vel ikke kunne passe, at der ikke skulle være nogen, der kunne overtage gården og så begyndte tankerne at spire igen. Og så blev vi enige om, at så ville vi holde et møde med en revisor og få regnet lidt på det og om det kunne lade sig gøre. Og det mente han.

Jeg var 22 da jeg tog herfra og 41 da jeg kom tilbage. Og i dag bor jeg der hvor karlekammeret var. Jeg elsker den fred og ro der er her. Jeg kan jo altid køre til en strand på Langeland og gå en tur. Jeg ved godt hvilken strand jeg skal tage til, hvis jeg bare har brug for at gå lidt for mig selv- sammen med min hund. Det elsker jeg. Og det er jeg meget bevidst om at have brug for. Samtidig er her god plads til mine heste, som jeg også nyder at bruge tid med.

Jeg har aldrig fortrudt at vi har overtaget gården. Jeg har jo altid haft det sådan, at når jeg kom over Langelandsbroen - alle de år jeg boede i Jylland og på Fyn - så var der et stort sug i maven, når man kom over broen. Og jeg syntes jo det er skide smukt når man kører over.