Henriette Lorentz bærer et af sine malerier mellem hendes skulturer

NYHED: Øernes Kunstfond giver kunstmidler til Langeland

25.11.2021
Foto: VisitLangeland

Langeland Kommune har fået 475.000 kr. i støtte til et nyt kunstprojekt af Øernes Kunstfond, der skal etableres i løbet af 2022. 

Langeland Kommune har fået 475.000 kr. i støtte til et nyt kunstprojekt af Øernes Kunstfond, der skal etableres i løbet af 2022. 

 

Borgmester Tonni Hansen (SF) glæder sig over at det er lykkedes at opnå støtte til kulturprojektet:

”Vi er rigtig glade og taknemmelige over støtten fra Øernes Kunstfond. Midlerne skal bruges til at skabe en kunst- og kulturrute på Langeland, hvor vi kombinerer besøg ved de større kunstoplevelser med besøg hos kunstnere, kunsthåndværkere og kreative iværksættere samtidig med at man bevæger sig rundt i det smukkeste af den langelandske natur. Vi ønsker at bygge videre på den autencitet og de oplevelser vi allerede har, hvor tiltaget skal forankres hos aktørerne på Langeland og være til glæde for langelænderne og vores over halve million overnattende turister.”

Der vil blive skabt en kunst- og kulturrute på Langeland, hvor man kombinerer besøg hos de større kunstoplevelser som Tickon, Kunsttårnene og NowHuset med besøg hos kunstnere, gallerier, kunsthåndværkere og kreative iværksættere. Dertil kommer at Langeland Kommune er i gang med at etablere en kunst og biodiversitetshave i Rådhushaven, hvor den international kendte langelandske kunstner Alfio Bonanno står bag. Denne samlede kunstinstallation vil ligeledes indgå i kunstruten.  

Foto:Mette Johnsen

Initiativet skal ses i sammenhæng med Kunstnernes Åbne Døre og Åben Langeland, som er en kunstevent, der løber af stablen hvert år i påsken på Langeland og hvor initiativtagerne er at finde blandt de langelandske kunstnere, erhvervsdrivende og frivillige. 

 

Keld Nielsen, kunstner og en af de drivende kræfter bag Kunstnernes Åbne Døre og Åben Langeland har sammen med Alfio Bonanno, Turist- og Erhvervsforeningen samt NowHuset støttet op bag ansøgningen.

”Langeland har et meget rigt kunst- og kunsthåndværkermiljø, der har unikke og helt særlige oplevelser at byde på, med det her projekt kan vi få bundet en utrolig smuk buket af unikke oplevelser sammen, hvor private kunstnere og kunsthåndværkere, kommunen og andre private aktører kan få synliggjort at Langeland er kunstnernes ø” siger Keld Nielsen.

Ambitionen er at give kunstinteresserede en helt særlig kulturel oplevelse, hvor besøg hos kunstaktørerne kombineres med kunst i det åbne land og en kunstpodcastserie, en way-finding struktur samt et kunstnermagasin, der præsenterer langelandske kunstnere og kunsthåndværkere. Elementerne skal binde oplevelserne sammen og skaber en sammenhængene langelandsk kunstfortælling.