Danmarks længste kunstudstilling bliver til
Da billedkunstner Hans Kjær læste en artikel i Øboen, det lokale distriktsblad, om at Langelands gamle, nu udtjente transformatortårne skulle rives ned, fik han en god idé - en idé som skulle blive til Danmarks længste kunstudstilling.
Et tårn af muligheder
Allerede fra 1980’erne havde man været i gang med nedrivninger af transformatortårnene, da elværket var begyndt at grave ledningsnettet ned i jorden, fremfor at have dem hængende spændt ud over landskabet i tråde fra transformatortårn til transformatortårn.
Ganske vist prøvede både Bevaringsforeningen Langeland og Strynø samt daværende museumsinspektør Helle Ravn at skabe opmærksomhed omkring bevaringsværdien af tårnene, som på Langeland repræsenterer tre tidstypiske byggeperioder. Men der var ingen penge til at holde bygningerne ved lige - med mindre man fandt et formål med tårnene.
Foto:Jon Spangsvig
Med et gulvareal på to og en kvart kvadratmeter og med otte meter til loftet, skulle der tænkes kreativt, hvis den stadig eksisterende del af øens 80 oprindelige transformatortårne skulle reddes. Og da var det, Hans Kjær foreslog: Hvorfor ikke indrette tårnene til en anderledes form for kunstudstilling?
Mening med galskaben
Direktøren for Langelands Elforsyning, nu Ø/Strøm, syntes ideen var oplagt, men desværre var bestyrelsen for elværket ikke det mindste interesseret. Derfor foreslog Kjær, at han lejede tre tårne for en 2-årig periode. Lejen var 0 kroner, men med den ordning havde både kunstneren og bestyrelsen en slags sikkerhed.
Efter de to kontraktlige år kunne også bestyrelsen for elværket se en mening med galskaben. Det betød, at antallet af kunsttårne blev udvidet til seks. Og i 2010, da Langelands Elforsyning holdt sit 100 års jubilæum, kom antallet op på tolv tårne. Et passende antal, synes Hans Kjær, der også er tilfreds med beliggenheden fra det nordligste Langeland til det sydligste.
Kunsttårnene er kunstnernes gave til Langeland. - Hans Kjær
Kunsten en gave
Optimalt har hver kunstner et tårn i tre år, hvorefter indholdet udskiftes og en ny kunstner får muligheden for at udfolde sig. Uden løn, ganske vist. Hans Kjær kalder tårnene Kunstnernes gave til Langeland.
I sig selv er transformatortårnene et stykke dansk kulturhistorie. De har stået over det ganske land bærende på de vigtige ledninger, der skulle sikre os, at vi kunne trykke på en knap og få lys i huset eller varme i komfuret.
I 2023 har kunsttårnene 20 års jubilæum.