Ellen Egemose: Kunstens kraftstationer

Kunsttårn 1 - Sonia Brandes

Rutens nordligste tårn er som det eneste placeret ved hovedvejen. Det står på øens nordvestside, lidt syd for havnebyen Lohals, som den dag jeg besøger tårnet er fuld af glade gæster til byens årlige Frikadellefestival. Anderledes stilfærdig, nærmende sig det sakrale, er stemningen i tårn 1, som er udsmykket af papirkunstneren Sonia Brandes. Men hvordan kan en papirkunstner udsmykke et tårn, der står åbent 24 timer i døgnet i al slags vind og vejr? I sin udsmykning har Brandes forladt papiret til fordel for jernet og skabt et relief, der i sin form kan minde om gotikkens altertavler. Det er dog ikke Jomfru Maria, der træder frem for os med Jesus-barnet, men derimod andre af naturens skabninger; dyrene. Brandes udnytter, at de gamle transformatortårne er opadstræbende rum, der har potentiale til løfte at sindet og tanken.   
 

Kunsttårn 2 - Sabine Jensen

I et af øens mere afsidesliggende tårne, lidt syd for Snøde, har billedhuggeren Sabine Jensen ladet et transformatortårn fra 1965 befolke af et sært, bronzeret trævæsen. Under en himmel, der funkler af stjerner, og omgivet af skovens liv, fører dette uragtige væsen en rank tilværelse omgivet af strofer af digterpræsten Kaj Munk. I et digt fra skuespillet Egelykke (1940) priser Kaj Munk Langeland, men minder også om faren ved at putte sig selv for godt i idyllen. Digtet slutter: ”Og det er da vel Danskens største Fare, ham Verden kan te sig saa redelun, at han kan tro, for Livet at bevare har man visst Vaaben nok i Andedun.”

Bag Tranekær Slot på Botofte Strandvej titter en skummel hyæne frem – eller er den venligtsindet? Den kan ses fra lang afstand, og Lauge Voigts skulptur i tårn 3 udmærker sig ved meget direkte at interagere med det omkringliggende landskab.

I tårn 4, som man finder på øens vestside nær Tranekær Slot, minder væveren og tekstilkunstneren Jette Nevers os os om, at fugle flyver i flok, når de er mange nok. Hen over et billedtæppe letter en sværm af forskellige fugle – eller er det uheldsvangre flyvere?

Verdenskunstneren fra Sicilien, Alfio Bonanno, der har betydet så meget for det langelandske kunstliv, driller os. Rutens femte tårn er godt gemt, og da det endelig titter frem af et hegn, virker det ved første øjekast helt tomt. Spændingen stiger, for det kan jo ikke passe. Hvad tårnet rummer, vil jeg ikke afsløre her, men det er symptomatisk for Bonanno, at han altid finder en måde at integrere sine land art-værker i deres omgivelser på, så de med deres formfuldendte naturlighed virker som om, at de selvfølgeligt hører til der, og så alligevel – ofte i kraft af deres overdimensionerede størrelse – ikke gør. Det er mesterligt tænkt og gjort.

Mellem lysegule kornmarker, midt i det bakkede landskab, finder man rutens sjette tårn. Det er udsmykket af Jørgen Minor, og her er stemningen anderledes undergangsagtig. Er vi på land eller under vand? Er det vores egen fortid, vores egne huse, fortidens bopladser, som ligger her på bunden af et frodigt blågrønt hav? Er Jørgen Minors værk et dystopisk billede af den fremtid, vi går i møde, når vandene stiger? Skal vi acceptere vores arts forgængelighed og se skønheden i, at naturen går sin gang, med eller uden vores indvirken?

Tårn 7 huser et værk af kunstneren Hans Kjær. Det var ham, som for godt 20 år siden fandt på at omdanne Langelands gamle transformatortårne til rum for kunst. Opad stræber lange baner af geometriske figurer – cirkler, trekanter, firkanter. Værket bringer mindelser om andre kulturers forkærlighed for det mønstrede og ornamenterede. Samtidig trækker det tråde til popkunstens og den konkrete kunsts forkærlighed for former og farver, der indbyder til umiddelbar aflæsning og tilstedeværelse. Det er en smuk udnyttelse af det himmelstræbende rum.

Anderledes uhyggeligt er det i rutens ottende tårn. Her placerer kunstneren Hanne Biben Mortensen os midt i en skov ved aftentide. Med titlen ”Ulven kommer” refererer hun til Æsops fabel om drengen, der ikke gider vogte får, og som derfor råber, at ulven kommer. Folk kommer ham til undsætning, kun for at opdage, at det er falsk alarm. Og da der til sidst faktisk kommer en ulv, kommer ingen ham til hjælp. Men hvem eller hvad er ulven et billede på? Værket minder mig om, hvor åben kunsten er for fortolkning.

En gangster-engel med pagehår og dobbelthage møder os i døren i tårn 9. Med løbende guldglitterbogstaver fortæller den os, at vi alle er elskede. Den er en typisk figur af kunstneren Lars Calmer. I en gammel plastikfabrik i Humble på Langeland puster han liv i en verden af figurer, som på én gang provokerer og vækker til eftertanke.

På Langøvej i Kædeby finder vi rutens tiende tårn. Det rummer intet mindre end 12.491 portrætter. ”Find dig selv. Portræt af 12.491 langelændere”, hedder det. I sin invitation til fordybelse har værket karakter af et meditativt værk. Mon ikke det har haft samme virkning i skabelsesprocessen for kunstneren Per Buk?

I Kinderballe mod syd finder man rutens 11. og måske mest overraskende tårn. Midt på en mark indbyder kunstneren Jytte Sølvbjerg os til at tage et hvil i et rum, der på én gang er så trangt og så hyggeligt, at man næsten ikke kan tro det. Værsgo, sid ned. Pludselig opdager du, at du selv er en del af værket.   

Rutens sydligste tårn står lige nord for Bagenkop. Her græsser køer i et landskab, der er så billedskønt, at jeg intuitivt forstår, hvad der fik langelænderen H.C. Ørsted til at tro på, at der var en ånd i naturen, som forbandt alt. En tro, der førte ham til opdagelsen af elektromagnetismen. Tårn 12 er det eneste af tårnene, som arbejder specifikt med det lydlige. Her kan du opleve vokalensemblet Musica Ficta fremføre den nykomponerede sang ”Han går ad rette stier”, som handler om H.C. Ørsted. Den har tekst af den langelandske kunstner Knud R. Pedersen og melodi af Bo Holten. Og mens du oplever, hvordan toner, stemmer, digtekunst, Ørsteds ideer og landskabet går op i en højere enhed, kan du slå dig ned på en af kunstneren Henriette Lorentz’ skulpturelle stole.