Rasmus Dall fra Folkeklubben fortæller: Mine langelandske minder
Tryghed, nærhed, naboskab. Sådan mindes guitarist Rasmus Dall sin barndom på Langeland. Rasmus beskriver her sit forhold til Langeland, og hvad han ser som den langelandske DNA.
”May you stay forever young” synger Bob Dylan på albummet Planet Waves. På mange måder indrammer den sætning mit forhold til Langeland. Mit blik på Langeland er fastfrosset i tid og sted. Det er naivt, uskyldigt og rent. Det er endeløse småveje, der forgrener sig og leder dig på eventyr. Syv mil lang og en mil bred, et mulighedernes land, lykkens nu.
Der er plads til det hele på Langeland
Det var mit barndommens land, og der manglede intet. Der var tryghed og nærhed og naboskab. Der var frihed og plads til at gemme sig i naturen, søge ly i en grøftekant. Der var fantaster, og der var hængerøve. Der var slow living, og der var fast living. Der var ikke kun ét sæt spilleregler, der var dialekt, fælleskab, foreningsliv, stolthed og virketrang.
Langeland er endeløse småveje, der forgrener sig og leder dig på eventyr. Et mulighedernes land, lykkens nu.
Var det så blot det for mig? En tabt tid? No way. Da jeg efter 15 års københavnereksil krydsede Langelandsbroen i en bandbus med Folkeklubben på vej til at spille koncert på Bagenkop Havn, kunne jeg alligevel mærke en særlig forbindelse mellem fortid og nutid. Nu med den voksnes blik forstod jeg, at jeg var rundet af et ganske særligt sted.
”Det er smukt. Det er større, end du troede. Det er godt for det, der er oppe i dit hoved”
Rasmus Dall, guitarist i Folkeklubben.