Cykelrute: Tranekærruten
20,5 km. lang cykelrute med start i Tullebølle eller ved Tranekær Slot. Ruten tager cirka 2 timer. Tranekærruten er en hyggelig rundtur, hvor du bl.a. kommer forbi Tobaksladen, Skovmosen, Souvenariet, Medicinhaverne samt Tranekær Slot og den dertilhørende Slotspark.
Parkér ved den nedlagte Tullebølle Skole (eller Tranekær Slot, hvis du tager ruten fra den anden ende).
Fra Tullebølle går turen ad småveje imellem marker og igennem småskove. Første stop er Tobaksladen, som er en tørrelade til tobak opført i 1944. I laden er der en lille udstilling om tobaksproduktion i Danmark. I Tvedeskov er der en 5000 år gammel dobbeltjættestue, der ellers mest forekommer på Vestsjælland.
Slotsbyen Tranekær
I Botofte cykler du langs Skovmosen med et rigt fugleliv, hvor der bl.a. er daglige besøg af havørn.
Nu går turen ind til Tranekær Slot, der troner over landskabet i sin karakteristiske engelskrøde farve.
Besøg slotsparken (TICKON), med Land Art værker af internationale dimensioner. Fra parken kan du komme videre op til Tranekær Slotsmølle, hvor der en udstilling om vindkraftens historie. Ruten går videre ad grevens private allé og gennem skovene tilbage til Tullebølle.
Se kortet udarbejdet af Denmark By Bike med detaljeret rutebeskrivelse.