©  Foto:

Fri teltning - Skov - Østre Stigtehave

Østre Stigtehave ligger på Nordlangeland, nordøst for Lohals og er en såkaldt "Fri-teltningsskov". Her må du slå dit telt op for en enkelt nat og er en varieret og spændende skov. Her er gode muligheder for at gå ture. 

Østre Stigtehave ejes af Naturstyrelsen. Skoven rummer blandt andet store bøgetræer, spændende moser, fortidsminder og en stor bestand af rådyr. Du kan læse mere i vandretursfolderen Nordlangeland. Der må teltes efter Naturstyrelsens regler for friteltning. I Hollænderhus i Vestre Stigtehave er der en lille udstilling om området. Her er der også toilet og her kan der tappes drikkevand. NB I vinterhalvåret er der lukket for vandet for at undgå frostskader.


Regler for fri teltning i skove

Teltning må kun ske på de træbevoksede områder i de udvalgte skove.

  1. Det er kun tilladt at overnatte én nat samme sted.
  2. Man må højst slå to telte op samme sted.
  3. Teltene må maks. være tre-personers telte
  4. Teltene skal være uden for synsvidde fra drifts- og beboelsesbygninger, herunder f.eks. naboer og campingpladser, samt bilveje.
  5. Det er kun tilladt at anvende åben ild på de dertil indrettede bålpladser.
  6. Man må kun bruge feltkøkken, hvis man bruger et stormkøkken, hvor brænderen er indelukket fx Trangia. Af hensyn til brandfare må man ikke sætte stormkøkkenet på blade, nåle eller andet brændbart materiale – sæt gerne stormkøkkenet på en sten eller andet lignende ikke-brændbart materiale.
  7. Vær opmærksom på, at en skov kan være lukket for brug af åben ild, brug af bålpladser mv. grundet tørke, og så er brug af stormkøkken heller ikke tilladt. Evt. lukning af skove med Fri teltning vil være angivet på Naturstyrelsens hjemmeside samt evt. med opsatte skilte ved skovenes indgange
  8. Det er ikke tilladt at bruge motoriseret transport på skovens veje.
  9. Teltning er ikke tilladt på de strandbredder, klitter, enge, moser, heder, marker mv. eller andre lysninger, som indgår i de udpegede skove.
  10. Efter endt brug skal man rydde op efter sig og tage sit affald med.
  11. Vær i øvrigt opmærksom på, at det ikke er lovligt at udvise støjende adfærd, herunder benytte radioer, højttaler, musikinstrumenter o.a. på en støjende måde.