©  Foto:

Gå Langeland rundt - Etape 4 - 12 km - Ristinge - Lindelse

Etape 4 af Langeland Rundt begynder 1 km syd for den lille Ristinge havn med shelters og toiletter. Kysten fra Ristinge via Lindelse Nor til Lindelse bugter sig ud og ind og er domineret af tre nor: Ristinge Nor (tørlagt), Kølle Nor og Lindelse Nor.

Etapen åbner i klart vejr skønne udsigter mod Ærø og Strynø, og fra Bogø er det betagende at kigge ud over Lindelse Nor, en miniudgave af Det Sydfynske Øhav.

 

Langs Kølle Nor og Lindelse Nor kan det være svært at følge kysten. Flere steder er der tæt bevoksning helt ned til vandkanten, der er undertiden sumpet og næsten ufremkommeligt. Alternativet er at forlade kysten ca. halvanden kilometer nord for startpunktet og følge små mark- og landeveje via Bogø til Lindelse.

 

Bogø har i øvrigt tidligere været netop en ø, omkranset af Lindelse Nor, før den sydlige del af noret blev afvandet.

 

Du går langs kysten (ved højvande kan det være besværligt, men ind imellem kan du gå på diger). Ca. 2,5 km oppe ad kysten kan du gå mod øst ind i landet ad en markvej, gennem landsbyen Helsned Møllevænge, videre ad en trampesti mod øst til Køllevej, Helsnedvej, Kædebyvej og Langøvej, som du følger forbi Kædeby Kirke. Derefter ad Bogøvej langs Lindelse Nor til Lindelse.

Afstikker: Du kan tage en afstikker til den lille Langø ved at fortsætte nordpå ad Langøvej. Øen er i privat eje, men du må gerne gå over dæmningen - og så tilbage igen. Afstikkeren forlænger turen med ca. 5 km.

 

Etapen slutter ved den markante Lindelse Kirke.

 

 

Praktisk at vide

Overnatning (campingpladser, teltpladser, shelters):

Ristinge (campingplads)

Ristinge Havn (3 shelters)

Kædeby Haver (Langøvej 6, teltplads, shelters)

 

Indkøb: Ristinge (om sommeren). Humble

Spisesteder: Humble. Lindelse