Gåtur: Hjertesti - Ristinge Halvø
En frisk gåtur på 3,22 km på den ny etableret Hjertesti på Ristinge Halvøen. En hjertesti er en afmærket motionsrute, hvor der langs
ruten er opsat skilte med Hjerteforeningens logo. Stien kan anvendes af alle.
Det kan du opleve på din tur:
- Ristinge klint – Geosite
- Ristingedyssen
- Ristinge hale og Storeholm
- Landsbyen Ristinge
- Ristinge Havn
- Geopark Det Sydfynske Øhav
Ristinge halvøen og klinten
Ristinge Halvøen danner den vestlige spids af Langeland. På sydkysten finder du den imponerende klint som mod vest flader ud i Ristinge hale med lave enge og strandsøer.
Gåtur - Hjertestien 3,22 km – Ristinge halvøen rundt
Kort tid efter at man har forladt P-pladsen kan man vælge den lidt længere rute på 3,22 km ved at gå til venstre, hvor et fortidsminde fra ca. 4000 år før Kr. findes.
Herfra fortsættes frem til Ristinge Klint som er 25 m høj. Fremme ved klinten er i klart vejr en fantastisk udsigt til Bagenkop og Marstal.
Herfra fortsættes af stien til Ristinge Hale, hvor der er mulighed for toiletbesøg. På Ristinge Hale og Storeholm er der et rigt fugleliv og i klart vejr em fin udsigt til Rudkøbing.
Den sidste del af ruten går af den offentlige vej tilbage til P-pladsen. Har du spørgsmål om hjertestien, aktiviteter og lignende, er du velkommen til at kontakte Langeland lokalforening..
Beliggenhed: Ristinge Halvø, 5932 Humble
Startsted: P-plads Halevej, 5932 Humble
Slutsted: P-plads Halevej, 5932 Humble
Længde: 2,66 km - 3,22 km
Mulighed for parkering: Ja
Mulighed for offentlig transport: Ja
Egnet til kørestol, barnevogn m.v.: Nej
Hvad er en HjerteSti?
En hjertesti er en afmærket motionsrute, hvor der langs ruten er opsat skilte med Hjerteforeningens logo. Stien kan anvendes af alle.
Mange af Hjerteforeningens lokalforeninger arrangerer faste ugentlige aktiviteter på hjertestierne. Herudover afholdes der mange
steder enkeltstående events og årlige lokale begivenheder fx nytårsmarch, sundhedsdage med aktiviteter på stierne, motion i samarbejde med foreningslivet eller andet.
Se i kalenderen på Hjerteforeningens hjemmeside hvornår der er et arrangement på din lokale hjertesti. Det er naturligvis også tilladt at benytte stien udenfor de officielle arrangementer - tag familien og en picnickurv med ud i det grønne.
En del af Geopark Det Sydfynske Øhav
Ristinge Klint er et af de tre særlige Geosites i Geopark Det Sydfynske Øhav.
Geopark Det Sydfynske Øhav bruger områdets særegne geologiske dannelseshistorie, natur og kulturhistorie til at skabe fælles identitet og rammer for bæredygtig udvikling. Det Sydfynske Øhav udgør et oversvømmet istidslandskab i international særklasse. På Langeland finder du det internationalt anerkendte geosite Ristinge Klint, der ligesom vores hatbakker er et unikt fænomen.
Geopark Det Sydfynske Øhav er fortællingen om den dramatiske havstigning omkring Sydfyn og øerne i forlængelse af den sidste istid for over 11.000 år siden. Havstigningen skabte Øhavets 55 øer og holme, og den særlige natur, der siden har været forudsætningen for hele områdets eksistens og for de utallige muligheder for naturoplevelser og aktiviteter under åben himmel. Se mere på www.geoparkdetsydfynskeohav.dk