Gåtur: Koldkrigsmuseum Langelandsfort, en frodig lund og Kelds Nor Fyr
Gåtur på 8 km - En forårsskovtur til Lunden kan snildt kombineres med et besøg på Koldkrigsmuseum Langelandsfort, et møde med tjekkiske pindsvin og et kig – dog kun udefra – på det markante Kelds Nor Fyr.
Turen begynder ved Langelandsfort og går ad små, asfalterede veje til kysten, hvor et lille, charmerende fiskerhus byder velkommen, og hvor radar-anlæg på udkigsstation Føllesbjerg rager op i horisonten.
Det kan du opleve:
- Se spor fra fortiden – Koldkrigsmuseet Langelandsfortet
- Gå en tur langs kysten eller i skoven
- Fisk langs kysten
- Slå dit telt op
- Se Kelds Nor fyr
8 km gåtur ved Langelandsfortet, en frodig lund og Kelds Nor Fyr
Turen begynder ved Langelandsfort og går ad små, asfalterede veje til kysten, hvor et lille, charmerende fiskerhus byder velkommen, og hvor radar-anlæg på udkigsstation Føllesbjerg rager op i horisonten. Her holder Søværnet fortsat skarpt øje med trafikken i Langelandsbælt året rundt, og på stranden og skrænten op til udkigsposten garderer rustne tjekkiske pindsvin (kraftige jernkonstruktioner) og pigtråd mod fjendtlig indtrængen.
Lidt længere fremme fører en stejl trappe op til den lille, frodige skov Lunden med alskens træsorter, stejle klinter, fri teltning, robuste bordbænkesæt og bålplads. Nyd alt det grønne og madpakken med udsigt over bæltet, og vælg stien nærmest stranden sydpå. Fortsæt til Kelds Nor og tag et kig på det smukke, hvidkalkede fyranlæg fra indkørslen.
Gå tilbage til Lunden samme vej, som du kom, men nu kan du vælge nogle andre stier gennem den venlige lund, og derefter følge Lundevej og Vognsbjergvej tilbage til fortet.