Gåtur: Stengade Skov
Gåtur 2,4 km eller 4,4 km - Stengade Skov er et frodigt og bakket område lidt nord for Spodsbjerg. Det siges, at det var her Adam Oehlenschläger skrev Danmarks nationalsang. Skoven byder på gode gåture og historiske oplevelser.
Det kan du opleve i skoven:
- Se spor fra fortiden - Oehlenschlägers bøg, Skansen og fortidsminder
- Gå en tur langs kysten eller i skoven
- Fisk langs kysten
- Se Tranekær fyr i horisonten
- Lyt til podcasten LYDEN AF LANGELAND og lær mere om bøgen
Spor fra fortiden
Oehlenschlägers Bøg
Myten fortæller, at digteren Adam Oehlenschläger blev inspireret til at skrive Danmarks nationalsang "Der er et yndigt land" under dette smukke, gamle bøgetræ. Sandt er det i hvert fald, at bøgen er bred og står ”nær salten Østerstrand...”, som det hedder i sangen.
Bøgen er over 200 år gammel og så bred, at det kræver mindst fem personer med lange arme at nå rundt om – prøv selv at se, hvor mange I skal være for at nå rundt.
Hør mere om bøgen
Skansen
I Stengade Skov finder du ”Skansen” som også er markeret med et skilt ved stranden. Den blev bygget som en del af Danmarks forsvar efter slaget på Reden i 1801, hvis formål var at forhindre engelsk landgang. Hele historien om Stengade Skanse fortælles på en planche på stedet, og den omfatter bl.a. søhelten Peder Willemoes og 9.000 spanske lejesoldater, som skulle hjælpe danskerne, men viste sig troløse og blev sendt hjem igen.
Gå en tur på enten 4,6 km eller 2,4 km
Du kan parkere på skovens lille parkeringsplads som også har et toilet.
2,4 km – Skansen og bøgen
Når du går ned gennem skoven, møder du en sidevej. Hvis du går af sidevejen, kommer du ned til skansen og kan fortsætte derfra og ned til vandet - hvor du kan gå mod syd ned til Oehlenschläger bøgen. Herfra kan du gå tilbage til parkeringspladsen.
4,6 km – bøgen, kysten og fyret
Hvis du tager vejen lige ud, kommer du ned til stranden hvor du møder Oehlenschläger bøgen og kan tage den smukke gå tur langs vandet hen til Skansen. Ved Skansen finder du et bord-bænkesæt hvor du kan nyde kaffen eller madpakken.
Ved Skansen kan du gå ind i skoven og tilbage til parkeringspladsen, men hvis du er frisk på en lidt længere tur, kan du fortsætte langs kysten eller gå på Øhavsstien, som bugter sig mellem skoven og stranden. Når du kan se Tranekær fyr i horisonten, kan du dreje op af Vinkældervej og herfra igen gå ind i Stengade Skov og tilbage til parkeringspladsen.
Oplev Stengade Skov i 360 grader
Digital synliggørelse af langelandske ruter er støttet af Friluftsrådet med udlodningsmidler til friluftsliv.