Galakse, Jan Axel Starup
27 kampesten, 7000 brosten og 1000 strandsten, så mange sten består Jan Axel Starup store installation af.
Galakse
- Kunstner: Jan Axel Starup
- Opført: 1985
Centrum af Tranekær
27 kampesten, 7000 brosten og 1000 strandsten, så mange sten består Jan Axel Starup store installation af. Det tog Starup et halvt år at placere alle stenene og intentionen var at skabe en galakse med centrum i Tranekær.
Værket snor sig som en spiral og indeholder mange symboler med referencer til både fortid og nutid heriblandt en trane (for Tranekær Kommune – Langeland var tidligere delt i tre kommuner: Rudkøbing Kommune, Sydlangeland Kommune og Tranekær Kommune), en runeindskrift, et askeblad og i spiralens centrum står en skålformet sten, der kan fortolkes som et øje vendt mod universet.
Hele installationen er 12 gange 15 meter stor.
Værket blev afsløret af Majestæt Dronning Margrethe i 1985.
Jan Axel Starup
Jan Axel Starup er født i Kastrup i 1932, og har siden 1969 boet i Tranekær på Langeland. Han er uddannet på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst i København.
Hans arbejdsområder er mangeartede og spænder fra tegning, grafik, maleri over keramik, stentøjsrelieffer, illustrationer, digte, videokunst og til skulpturelle anlæg.
Se også
Tickon – Tranekær Internationale Center for Kunst og Natur”, som du finder på den anden side af vejen i Tranekær Slotspark.
Podcastserien ”Litteratur i landskabet” indleder sin fortælling om Frank Jæger lige her ved Jan Axel Starups værk.
Hvis du vil høre om Frank Jægers liv og forfatterskab, kan du lytte med her.