Geopark: Ristinge Klint

En helt særlig geologi

Klinten, der dominerer kystlandskabet på Ristinge Halvøen, er to kilometer lang og 28 meter høj.
Den inviterer til gåture på stranden, hvor man kan finde mange forskellige typer af sten, og på klintens overkant, hvorfra man har en fantastisk udsigt.

I Ristinge Klint kan man se smukke sø- og havaflejringer fra sidste mellemistid, Eem (130-115.000 år før nu) og lag fra fire isfremstød i sidste istid, Weichsel (115-11.700 år før nu). Enkelte steder har man desuden fundet rester af moræneler fra slutningen af næstsidste istid, Saale. Klinten har således stor betydning for forskning, undervisning og formidling af landskabshistorien og klima- og miljøforandringerne inden for de seneste cirka 140.000 år.

Man kan komme til klinten fra flere parkeringspladser.

Istidslandskabet ved Ristinge Klint

Ristinge Klint er en vigtig brik for forståelsen af isstrømmenes forløb og klimaudviklingen under sidste istid (Weichsel) og den forudgående mellemistid (Eem).

Lagene i klinten begynder med fedt ler (’Det Blanke Ler’), som er aflejret i et søbassin tidligt i Eem. Næste lag er et tyndt lag ferskvandssand med snegle og muslinger.

Så kommer et lag af marint ’Cyprina Ler’ med talrige muslingeskaller. Leret er opkaldt efter muslingen Cyprina islandica (nu Arctica islandica) – også kaldet molboøsters. Eem-lagene viser, at der syd for Fyn dengang fandtes søer, der senere blev oversvømmet af havet. I Eem var det globale havniveau 7-8 meter højere og temperaturen 3-5° celsius højere end i dag.

Den ældste aflejring fra Weichsel er ’Det Hvide Sand’, der består af næsten rent kvartssand aflejret af vand og vind på flodsletter med lavvandede søer under arktiske forhold i et miljø præget af permafrost.

Et isfremstød fra sydøst, Ristinge Fremstødet, afsatte for 55-50.000 år siden et tyndt lag rødbrunt moræneler.

Efter et ’hul’ i lagserien, hvor flere tusind års aflejringer mangler, følger ’Det Gule Sand’, der er aflejret på smeltevandssletter foran den fremrykkende ’Nordøst-is’ (23-21.000 år før nu). Isen afsatte et tykt lag gråt moræneler med glaciale brolægninger (horisonter af isskurede blokke). Moræneleret danner i dag de karakteristiske fremspringende ’næser’ i klinten.

Herefter fulgte det Østjyske Isfremstød (19-18.000 år før nu), der nåede hertil fra sydøst. Den fremrykken-de gletsjer brød de permafrosne jordlag løs foran sig i tykke skiver langs glideflader i ’Det Blanke Ler’ og skød lagene op i mindst 38 skråtstillede flager. Under sin videre færd høvlede isen toppen af flagerne og af-satte et vandret lag moræneler hen over dem.

Til sidst kom Bælthav Isstrømmen (18-17.000 år før nu) fra sydøst og draperede bakken med endnu et lag moræneler. De to sidstnævnte isstrømme har også trukket Ristinge-bakken ud i en langstrakt form i retningen sydøst-nordvest – en såkaldt drumliniseret bakke.

Øverst dækkes klinten af et lag flyvesand af mere nutidig dato.

Det dynamiske kystlandskab

Da havstigningen efter sidste istid havde skabt Det Sydfynske Øhav, lå Ristinge Halvøen som en selvstændig ø adskilt fra Langeland af et smalt sund. Havets slid på kysten skabte efterhånden en klint, hvorfra kyststrømmene førte løsnede materialer til områder med lavere og mere roligt vand. Her blev materialet aflejret og byggede nyt land – såkaldt marint forland. Ristinge Halvøen voksede gradvist sammen med Langeland, mens den nordlige del af det tidligere sund blev til en lille fjord, Ristinge Nor. Noret blev inddæmmet i 1873 og forsøgt opdyrket, men med begrænset held. Under verdenskrigene blev der gravet tørv i området.

Ud for halvøens nordspids bliver Ristinge Hale til stadighed udbygget som et marint forland med strandvolde, strandenge, strandsøer og krumodder.

Sydøst for Ristinge Klint dækkes et marint forland af geoparkens største klitområde ved Ristinge Strand. Klitbæltet er tre kilometer langt, 100 meter bredt og de højeste klittoppe er 7,5 meter høje.

Hvis du fortsætter gåturen langs kysten kommer du til Ristinge Hale.