Kunsttårn 6 - Silje Bruun - Familie
Kunsttårn 6 gemmer på et værk af Silje Bruun Hansen med navnet "Familie"
Kunsttårn 6:
- Kunstner: Silje Bruun Hansen
- Kunstværk: Familie
- Opført: 2023
Familie
I Kunsttårn 6 udstiller Silje Bruun Hansen værket "Familie". Hos Silje er mennesker og følelser i fokus, og en tegneserieagtig figur går igen i hendes værker. Med denne udstilling udnytter Silje tårnets højde. Værket består af tre tavler med hendes karakteristiske menneskeskikkelser, som løfter hinanden, står på hinanden og ligger på hinanden i lag.
"På hver væg er der to mennesker, som bærer på nogle elementer fra tidligere værker. Titlen kom først til mig, efter jeg så det færdige værk. Jeg synes, titlen passede godt til værket på grund af de her figurer, der er krænget lidt sammen og ligger i lag," fortæller Silje.
Silje Bruun Hansen
Silje er autodidakt kunstner, født og opvokset på Langeland. I 2021 åbnede hun A&B galleriet i Rudkøbing sammen med sin kæreste. Silje er blandt de yngste udøvende kunstnere på Langeland.
Læs mere om Silje Bruun Hansen
Langelands Kunsttårne - en unik måde at opleve kunst på
Danmarks længste kunstudstilling kan opleves i 12 tidligere transformatortårne på Langeland. Kunsttårnene giver beskueren en kunstnerisk oplevelse midt i den langelandske natur.
Fra Nord til Syd og Øst til Vest bevæger man sig rundt i et kulturlandskab, hvor man kan opleve kunsten i fred og ro.
Tårnene er åbne hele året rundt. Turen rundt vil altid byde på en ny oplevelse betinget af årstiderne og vejret.
Læs mere om de 12 kunsttårne på www.langeland.dk/oplevelser/kunsttarne