Langdysse i Karskov

I en lysning i skoven lidt nord for Nedergaard Gods, 500 meter fra stranden ved Langelandsbælt, ligger langdyssen.

Dens udstrækning markeres af den flotte, næsten komplette række af randsten: 20 meter lang, 8 meter bred og orienteret øst-vest i længderetningen.
I dag er langdyssen et imponerende skue og slet ikke til at tage fejl af for den der kommer forbi. Men sådan har det ikke altid været.

Da Nationalmuseet i 1875 på en af deres Herredsrejser besøgte stedet, konstaterede de at »Her ligger måske en langdysse …« men den var så overgroet at en nærmere beskrivelse var umulig.

I 1903, efter hvad der omtales som »diverse fjernelse af randsten og kamre«, bliver fortidsmindet tinglyst af jordens ejer, kammerherre, hofjægermester G.V. Kaas til stamhuset Nedergaard.

Ved Nationalmuseets registreringsrejse i 1947 – som følge af den generelle fredningslov fra 1937 – beskrives dyssen som »bevokset«. De fleste randsten er væltet, og der noteres at dyssen bør restaureres. Restaureringen finder sted i 1953, hvor Nationalmuseets folk fører de 27 randsten tilbage på plads.

Ved samme anledning kunne man inden for randstenene se »stenrækker uden bestemt system« og et kammer uden dæksten samt to fordybninger uden kamre, men med en enkelt bæresten. Beskrivelsen må tyde på at hele oldtidsmindet dengang efter restaureringen fremstod i samme fine tilstand som i dag.

30 år senere er den imidlertid gal igen. Skov- og Naturstyrelsens medarbejder leder to gange forgæves efter dyssen. Først den tredje gang lykkes det, til trods for »det tætte brombærkrat som helt dækker højområdet og gør kamrene næsten usynlige.«

Den lille historie bør gøre det klart at de fortidsminder der stadig står her i dag, gør det takket være en ihærdig indsats fra flere instanser de sidste to århundreder. Hvis de skal bevares for fremtiden, kræves det også meget arbejde fremover.

(Tekst & billeder fra: "Fortidsminder på Langeland", af Morten Gaustad)