Langdysse ved Ormstrup
Oplev langdyssen ved Ormstrup, et gravmonument fra tragtbægerkulturen med skeletfund, gravgaver og spor af bronzealderens rituelle aktiviteter.
Langdyssen ved Ormstrup: Gravgaver og skeletter fra tragtbægerkulturen
Langdyssen ved Ormstrup er opført på en lille forhøjning, og er omgivet af store randsten med et enkelt kammer i midten af højen. Kammeret er rektangulært og dækket af en enkelt dæksten. Dyssekammeret har haft en kort gang mod syd. Anlægget er dateret til den første del af bondestenalder – også kaldet tragtbægerkultur (3500-2800 f.v.t.).
Langdyssen blev udgravet i 1957 af Langelands Museum. Under udgravningen fandt man i dyssens gulvlag skeletdele fra mindst tre mennesker foruden en del gravgaver. Heriblandt 4 slebne flintøkser, 1 flintmejsel, 3 pilespidser, 1 ravperle og 6-8 fragmenterede lerkar. Foran dyssen var der ofret flere lerkar og flintøkser. Man fandt også en urnegrav fra bronzealder, gravet ind i langhøjens side. At der har været megen aktivitet i området i bronzealder ses ved de mange bronzealdergravhøje, som findes i området – herunder Tre Høje 500 meter herfra.
Livet som bonde under tragtbægerkulturen
Tragtbægerkulturen repræsenterer en overgangsperiode fra den nomadiske jæger-samlerlivsstil til mere faste bosættelser og landbrug. Denne overgang markerer et ufravigeligt skifte i vores forhistorie, da det førte til mere stabile ernæringskilder og muliggjorde udviklingen af mere komplekse samfund.
Man bosatte sig i små rydninger i skoven, gerne tæt på kysten eller som her tæt på et vådområde. Stenalderbønderne fældede skoven, brændte den af og tilsåede de afbrændte stykker med forskellige kornsorter. Lerkar viser ofte aftryk fra korn – her kan man se, at de mest almindelige kornsorter var hvede og byg. Herudover indsamlede man forskellige vilde frø og planter.
Efter et par sæsoner afbrændtes et nyt område og husdyr som kvæg, får og grise kunne græsse på de udtjente jorde. Selv om man havde adopteret landbrugskulturen, spillede jagt og fiskeri stadig en vigtig rolle i samfundet.
Flere Skjulte Fortællinger
Gå på opdagelse i flere skjulte fortællinger fra Langeland på www.langeland.dk/fortid.
Projektet Langelands Skjulte Fortællinger er støttet af Friluftsrådet og udarbejdet af VisitLangeland og Langelands Museum.