Langdysse ved Pæregård Strand

Mange af dysserne og jættestuerne på Langeland ligger usædvanligt smukt i landskabet.
Flere har også en fantastisk udsigt – men ingen har så spektakulær en beliggenhed som langdyssen ved Pæregård Strand.

Allerede i 1820 blev dyssen opmålt og tegnet. Dengang lå den »10 favne« – omkring 19 meter – fra klinten. I 1982 noteres det at klintens kant de seneste 5-10 år har nærmet sig ca. 2 meter og nu »er ved dens nordvestre hjørne«.

I dag kan vi se at den nordvestlige randsten befinder sig en halv meter fra skrænten. På højen vokser der i dag flere træer. Det er normalt ikke gunstig at rødder graver sig ned i højen, men her er det nok rodnettet der holder sammen på højen og foreløbig forhindrer at den skrider ud.

I 1875 kunne man konstatere at dyssens tre kamre var forstyrrede, og at der ikke var dæksten tilbage. Derimod var de fleste randsten bevarede, mere end 20 på hver af de to langsider. I 1947 anbefalede berejseren at dyssen blev restaureret, og i 1951 gik Langelands Museum ved Hakon Berg i gang med en stor udgravning, som blev efterfulgt af en restaurering.

Under arbejdet med udgravningen af det bedst bevarede kammer fandt museets folk et næsten intakt gravlag – oven på hvilede et skelet udstrakt på ryggen. Ved undersøgelser foretaget af Antropologisk Laboratorium i København blev det klart at der var tale om en ung kvinde. Det kunne man se på blandt andet bækkenog kranieform. En »stor defekt« i baghovedet lignede ifølge antropologen mest følger af forvitring. Helt at udelukke at skaden var tilføjet mens kvinden var i live, og dermed havde »forvoldt døden«, kunne han dog ikke.

Under det nogenlunde intakte skelet af den unge kvinde stødte udgraverne på en knogledynge med mange knoglefragmenter. Tilsammen i dyngen kunne antropologen finde 18 korsben – og konkludere at der var tale om mindst 18 individer. Yderligere et korsben blev fundet et andet sted i kammeret. Undersøgelsen af knoglematerialet fra langdyssen ved klintens kant kan altså fortælle os lidt om gravskikke og ritualer i yngre stenalder – om ikke andet end at knogler fra flere individer er blevet placeret i samme grav eller monument. Men også nogle aspekter ved stenaldermenneskernes hverdag bliver belyst ved en undersøgelse af knoglerne.

Både i den første undersøgelse i 1956 og den anden i 1981 blev der kigget på en underkæbe. I den første rapport kan vi læse om »1 underkæbe med stærk atrofi [svind] af kæben som det ses når tænderne mistes tidlig i livet.« I den anden rapport står der: »Der er ingen tænder tilstede. Alle kindtænderne er tabt og rodhullerne lukket, medens personen endnu var i live.« To knappe formuleringer som fortæller os noget om tilværelsen ikke har været enkel eller smertefri for menneskerne der levede for lidt over 5.000 år siden.

Vi kan i dag med en vis sikkerhed sige at langelænderen her ikke har været et enestående tilfælde. Med omlægningen til et jordbrugssamfund kom også en ændringer i kosten. Kulhydrater fra korn indtog en større plads i ernæringen, med langt flere tilfælde af karies som følge. At stenaldermenneskerne forsøgte at finde behandling for lidelsen, fortæller fund fra Hulbjerg-jættestuen om.

På en lændehvirvel fra en voksen person fandt antropologerne spor af en anden lidelse som fik langt større udbredelse i det nye bondesamfund. Undersøgelsen fra 1981 benytter formuleringerne »osteofytdannelse« og »Smorlske impressioner« – og sammenfatter: »Det drejer sig om typiske slidgigtforandringer.« I 1956 hedder det koncist: »1 hvirvel med svære gigtforandringer.« Livet som bonde bød på mere ensformigt arbejde i stillinger som passede menneskekroppen langt dårligere end den varierede brug af kroppen i tilværelsen som jæger og samler. Slidgigt i lænden er en typisk følge af det tunge, ensformige arbejde i marken.

(Tekst & billeder fra: "Fortidsminder på Langeland", af Morten Gaustad)