Langhøj ved Løkkeby
Langdyssen ligger på en forhøjning, på højen flere bøge og ege.
Løkkebys langhøj: Et 5000 år gammelt gravminde
Langhøjene er de første store gravmonumenter som de tidlige slægter af agerdyrkere begynder at opføre fra 3800-3200 f.v.t. Højen her ved Løkkeby er omtrent 35 m lang og 9 m bred. Det er vanskeligt at fastslå højens præcise størrelse og form da flere af randstenene har været væltet og den tætte bevoksning vanskeliggør nærmere undersøgelse.
På en LiDAR skanning uden bevoksning træder den typiske trapezoide form og rundede ender rimelig tydeligt frem i landskabet.
Midt i højen kan man under buskadset se centralgraven, hvor et rektangulært kammer er opbygget af mindst seks store sten og forseglet på toppen med en stor dæksten. Fra andre steder kendes også solide gravkamre af kraftigt tømmer. På dækstenen er der kløvemærker, et tydeligt tegn på, at man på et tidspunkt har villet bruge højen som stenbrud til andet byggeri. En skæbne som har overgået mange lignende storstensgrave. I dag findes kun en brøkdel af det oprindelige antal gravhøje fra oldtiden.
Randsten og hemmeligheder: Langhøjens ufortalte historie
Da langhøjen ikke har været udgravet, kan vi ikke vide om der gemmer sig flere grave end den centrale grav, men fra andre lignende høje ved vi, at der ofte er flere begravelser gemt under mulden. Den karakteristiske randstensrække er muligvis også en senere tilføjelse til anlægget, der er nemlig mange eksempler på langhøje uden randsten.
Gåtur ved Løkkeby
Flere Skjulte Fortællinger
Gå på opdagelse i flere skjulte fortællinger fra Langeland på www.langeland.dk/fortid.
Projektet Langelands Skjulte Fortællinger er støttet af Friluftsrådet og udarbejdet af VisitLangeland og Langelands Museum.