I ly af en hatbakke
Deltidslangelænderne: "Med i købet fik vi et vidunderligt ældre ægtepar i ejendom lige ved siden af".
Samspillet mellem menneskets fortidsfortolkning, samtidsforståelse og fremtidsforventning er en af definitionerne på historiebevidsthed.
Bevidstheden og interessen for historie og måske i særdeleshed lokalhistorie viser sig tydeligt i beretningerne fra det lille bindingsværkshus med udsigt til den fredede Fakkemose og beliggende i ly af en af de karakteristiske hatbakker. Netop i ly af er vigtigt, for en af fortællingerne er, at kort tid efter parret havde købt stedet i 1999 for orkanen også hen over Langeland, men ikke et strå flyttede sig på huset. Istidsaflejringer ligger, hvor de ligger - og på Langeland er det på rad og række.
Det er helt tilfældigt, at købet af et fritidshus blev på Langeland, en lille salgsannonce lokkede en skøn sensommerdag parret til øen - og forelskede blev de i Langeland, huset og beliggenheden. Ingen af dem har forbindelse til øen, og dog… en lidt morsom erindring om et fjernt familiebesøg trænger sig på:
I min verden var Langeland forbundet med et besøg hos en fjern slægtning på øen i midten af 1960’erne. Jeg har vel været højest 3-4 år gammel på det tidspunkt. Besøget gjaldt min mormors bror, hvis hustru af en eller anden grund havde fået begge ben amputeret. Hun kunne imidlertid bevæge sig ganske adræt på sine hænder rundt i huset uden hjælpemidler.
Denne kvinde gjorde et uudsletteligt indtryk på en lille vestjysk dreng, for i mange år var det i hans verden, sådan en Langelænder måtte se ud og bevæge sig.
Købet af det gamle, 1800tals daglejerhus blev til mange, mange gode ophold og oplevelser - og måske en gang ud i fremtiden også til en udgivelse af historiske erindringer om livet på stedet. I hvert fald er lokalarkivet af og til besøgt og gamle fotografier fundet og gemt.
Vi undres sammen over, at så lille et hus, endda skulle der også dengang afsættes plads til dyr, kunne rumme familier med mange børn, overetagen var jo ikke udnyttet som i dag. Det har været trangt, hvor er vi på det punkt meget forkælede i dag, bliver vi enige om.
Vi købte huset med den lille tilhørende have, men med i købet fik vi et vidunderligt ældre ægtepar på en nedlagt ejendom lige ved siden af. De havde levet hele deres liv her og kunne jo – da vi lidt efter lidt vel at mærke begyndte at forstå den lokale dialekt – fortælle om områdets historie og de mennesker, som havde befolket husene. Desuden holdt de øje med vores hus og den gamle landmand gik altid over og tændte op i brændeovnen, så der var lunt, når vi ankom. Hustruen stillede gerne et fad med hjemmebagte boller eller æbleskiver, så børnene var svært begejstrede for Langelandshuset.
Det gamle naboægtepar kunne bl.a. fortælle, at der engang i 1960’erne havde boet en kunstner i huset, som hed Fru Rose, og at hun vist nok havde lært hendes Majestæt Dronningen en særlig klippekunst, nemlig decoupage. Det sidste var dog ikke helt korrekt, da det var en svigerdatter til Fru Rose, som havde haft æren af majestæten – men en kort tid ejede sønnen og svigerdatteren faktisk også huset, så pyt med “ de korrekte rækkefølger “ og historien er stadig god.
Fru Rose, som hed Kirsten til fornavn, var ganske rigtigt kunstner og elskede at bo i huset, som hun gav navnet ”Huldrebakken”. Samme år som vi købte huset udstillede Kirsten Rose i anledning af sin 90 års fødselsdag på Kastrupgård. Vi var sidenhen så heldige at få kontakt med Kirsten Roses datter Vivian, der også er en meget dygtig kunstner.
Sammen med et barnebarn besøgte hun os og kunne fortælle mange herlige minder om huset, hendes mor samt de mange kunstnere, der i de år kom forbi.
Familiens lokalhistoriske optagethed giver sig også udtryk i respekten for de traditionelle håndværk:
Stort set har selve huset bevaret sit oprindelige udseende, overetagen er dog nu udnyttet, og den gamle stald er i dag badeværelse.
Da vi skulle have nye gavle i huset såanvendte mester sig af et par pensionerede tømrersvende, der kunne det gamle bindingsværkshåndværk. Det var en fornøjelse at se, hvordan de håndterede egetræsplankerne, skar dem til og føjede dem sammen uden at anvende søm. På etandet tidspunkt var det tid til – sådan er det med et bindingsværkshus - det er altid tid til et eller andet – at få et nyt stråtag lagt. Også her oplevede vi en lokal tækkemand og hendes medarbejdere arbejder professionelt med et fint, gammelt håndværk.
Parrets fortælling slutter med en tydelig konkretisering af deres historiebevidsthed.