Daglejerboligen i Helletofte
Deltidslangelænderne: at der er skabt fælles livslange forbindelser
Der er et nyt skud … og der er et til …. sådan introduceres jeg midt i den milde vinter til det skønne sted, til beboerne i huset og til den tilknyttede historie. Ærgrelsen går på muldvarpe invasionen i den højt elskede have, og dagens fangst ligger da også til beskuelse ved indgangsdøren. Der var engang, at muldvarpemuffer var meget eftertragtede, søger man på nettet idag kommer der kun fælder mv. frem, ingen bløde muffer. Vi forliger os med den side af naturen, og så er der så meget andet at glæde sig over: kastanjetræet plantet ved en særlig lejlighed for mange år siden, de mange malede sten, rundt i haven som signalerer kreativitet og samvær, samlede forsteninger og keramik opbevaret for vinteren i pavillonen. Den ligger i havens hjørne, og bruges i sæson til solnedgangshygge.
Familien fortæller: Vi kiggede oprindeligt efter et sommerhus på Sjælland ikke alt for langt væk fra, hvor vi boede. Vi ledte og ledte, for vi ville gerne have et hus, der lå for sig selv, og det var svært at finde. Vi ledte videre på Lolland, så på Tåsinge, men der skulle man være fastboende - og så endte vi på Langeland. Helletofte huset ligger mellem mark, skov og mose med afstand til naboer, lige præcis som familien ønskede sig det - og det var ikke vandet omkring Langeland der trak, pointerer de - stik modsat af tilfældet for så mange af os andre deltidslangelændere.
Her har vi en familie der hellere kigger ned i jorden efter sten og fossiler end ud over vandet, og sådan er der så mange slags “ udsyn”. Parret fortæller, at det er er helt tilfældigt, at de endte på Langeland, men at de nu tilbringer tid i huset så meget som overhovedet muligt. Familien har dog aner på Strynø og Tåsinge, men tilskriver det ikke en betydning i forhold til at købe hus på Langland - indrømmer dog, at at der måske har været lidt en inspiration
Vi elsker at være her, vi lever i pagt med naturen, og lidt i naturens vold, når råvildt besøger den fint anlagte have. Vi er glade for at gå ture i den varierede natur. Vi nyder også de kulturelle tilbud på øen, det støtter vi gerne, og så elsker vi den gode osteforretning i Rudkøbing, vi køber kun oste på Langeland. Vi drøfter i denne sammenhæng historikken om bopælspligten på øen og glæder os over at kunne eje, bruge og vedligeholde vores huse uden et hæmmende regulativ om bopælspligt. Huset er købt i 1978 og er oprindeligt fra 1865. En ægte arbejderbolig til gårdene, en daglejerbolig, et moselod.
Men før vi fortaber sig i husets historie fortælles en dramatisk beretning fra det første nytår, familien skulle holde i huset. De drog afsted til Langeland med et 10 mdr. gammelt barn, provianterede hos Købmanden i Lejbølle, og det sneede lidt. Snevejret tager dog til, men alting er så smukt - og familien er enige om, at de da gerne vil sne inde i deres dejlige nye hus. I dag ville man sige, pas på ikke at jinxe. Olietanken er fuld og maden købt ind, så det går jo nok. Det er vinteren 1978, sneen vælter ned, det er minus 25 grader, og vandet i rørene fryser til is.
Familen hører lokalradio, om hvordan snedriverne lukker alting ned. Telefonsystemet var overbelastet, og der stod de med snedriver op til taget og et lille barn. Nabogården kom til undsætning, far og svigersøn stred sig gennem snemasserne i mosen og fik hentet den lille familie. De gik af landevejen tilbage til deres hus. Vi blev evakueret af gode folk, som ikke bare hentede os, men også flyttede ud af dobbeltsengen og op på loftet for vores skyld. Det glemmer vi aldrig. Det var noget af en start på livet i drømmehuset. Det siger sig selv efter sådan en oplevelse, at der er skabt fælles livslange forbindelser. Familien reflektere lidt videre:
man suges ligesom mere ind, indfældes mere her, selvom om naboerne ikke er tætte, har vi næsten mere med dem at gøre end dem derhjemme.
Vi kigger nu i de lokalhistoriske fortegnelser og finder fortællinger om gennem tiderne utallige ejere af huset, om at grave tørv i mosen lige bag ved så sent som i 2. Verdenskrig og ikke mindst om den farverige Fanny Miranda, som har boet i huset i 1970`erne - forfatterinde og sandsigerske, sagde man, men hun var mere end det. Fanny var kvindesagsforkæmper, allerede i 1930 medlem af Dansk Kvindesamfund. Hun arbejdede for seksualoplysning og bekæmpede fordomme, hun klarede i 1939 frisag for en artikel, hvor hun var anklaget under ‘ pornografiparagraffen’. Fanny var først gift med en artist og lærte derfor akrobatik og at jonglere. Dernæst med en farmaceut, som hun i 1947 åbnede et “ graviditets laboratorium” med. På Langeland boede hun med sin 24 år yngre kæreste, som hun giftede sig med i 1972 i en alder af 82 år. Meget spændende kvinde.
Kaffen er drukket, og en fortælling er fortalt, på vej ud til bilen må vi konstatere, at nye muldvarpeskud er kommet til …..