"Udsigten" på østkysten

Det er en realitet, og hvilken skøn en af slagsen, så er jeg introduceret og trådt ind i livet i fritidshuset syd for Rudkøbing tæt på Ristinge -  et område, hvor familiefortællingerne er mange.

Jeg har ikke været der længe før Oh Lands sang til Danmark: Sådan ligger landet, klinger inde i mig - for det skal jeg da love for det gør, altså landet ligger jo lige der … marker og naturlige hegn strækker sig så langt øjet rækker og ender i en havudsigt, ja faktisk med et kig til vindmøllerne på Lolland - helt utroligt hvad udsigten byder på, og netop “Udsigten” er navnet på den skønne pavillon, som parret har bygget yderst på grunden og er stedet, hvor blikket og sindet finder ro. Spottet er også stedet, hvor vildt og fugleliv følges i indkøbte til formålet kikkerter.  Vi ser store  flokke af vildt ude på marken og der flyves i formation over vores hoveder.  Her fra ”Udsigten” manifesteres den fysiske ro med strikketøjet, den ro der følger af den mentale helle. 

Jeg kommer kækt til at omtale pavillonen som et sted, hvor jeg sagtens kunne drikke rødvin …. og familen replicerer fluks, det også er tilfældet, og når Color Line kommer forbi derude i Bæltet, så er det ´G and T time` - der er mange pejlere her i livet, en af dem er Color Line forbi Langelands østkyst. 

Familien har årelange og generationers tilknytning til øen, de er faktisk 2. generations deltidslangelændere, men fik først deres eget familiested for godt et år siden. De formulerer tilknytningsforholdet således: tænk her er far vokset op og her har farmor og farfar gået, vi føler alle de tidligere generationer er lidt med os herovre, og nu er Langeland også vores sted. 

De har altid vidst, at de skulle være og have et sted på Langeland, og et “gemmen-sig -væk -nytår” i bror og svigerindes sommerhus gjorde udslaget. Fritidshuset blev købt, og renoveringsprojekter begyndte. Følelsen af, at man kan gemme sig lidt på Langeland, bliver vi hurtigt enige om har stor betydning. Her skal vi ikke præstere, eller forholde os til så meget. Det skal dog ikke forstås i en isoleringsforstand, snarere en tryghed i det nære og en følelse af at kære sig om det nære. 

Parret jeg besøgte er begge vokset op med sommerhus- erindringer fra øen. Erindringerne førte os i samtalen til et helt særligt besøg for mange år siden i svigerforældrenes sommerhus, primitivt som det var dengang med en buldrende hoppende kakkelovn i hjørnet og så kolde møbler, at det først var næste dag, det rart at være der. Men alt dette overtrumfedes af en særlig langrendsskitur ud over markerne, svigerforældrene først, så de kunne lave spor og helt ned, til stranden, ned til badehuset. Svigermor havde slik med i lommen, og har det stadig, for det er benzin, siger hun - der sad vi så ved vandet og nød stjernehimlen, mørket og himlen der lyste op - man kunne se stjernebilleder og Mælkevejen helt tydeligt, ja mørket på Langeland er …. så mørkt og smukt. 

Vi bliver i samtalen enige om, at udtrykket må være, at vi er nogle som har fået Langelands natur ind intravenøst, og at sansningerne er langtidsholdbare.
Det gælder ikke mindst barndomserindringer som i denne samtale handler om at kravle på stendysserne, løbe op og ned af hattebakkerne, at rutsje ned af Ristinge klinten og have sand allevegne, når man kom hjem. At få vasket hår med en vandmand, fordi en bror skulle drille - eller senere i livet finde det husnummer langt inde i brombærkrattet, som i barndommen var signalet på, at “ nu er vi her” - og nu er det sommer. 

Vi forsøger afslutningsvis i samtalen at indkredse, efter er par tænksomme svinkeærinder i forhold til den skønne Langelandske sprogtone: hvordan mon Humble egentlig udtales, eller hvordan staves krat’e’me, og kakkel-ovni - hvad det betyder for familien at være på Langeland.

Slowlife er det umiddelbare svar, her er ro og her kan man være sig selv, her kan vi finde fordybelsen og øjet kan hvile i naturen. Vi har meget mere udeliv, motionerer, snakker med naboerne, og ikke mindst at vores børn giver udtryk for, at fritidshuset nu giver mulig for, at familien kan lave sine egne familiefortællinger og Langelandstraditioner. Vi slutter en opsamling: vi har jo alting her mark, skov og strand og hinanden ….  og hvad behøver vi så mere.