TICKON: A Hill of Contemplation, Herman Prigann
Den tyske kunstner Herman Prigann har skabt et værk, hvor man som menneske selv er i konstruktiv dialog med naturen.
Kunstruten i Tranekær har fokus på kunst, skabt af naturens materialer, såkaldt Land Art.
Den 4 km lange rute starter ved Jan Axel Starups Galakse og tager dig gennem slotsbyen og ind i Land Art Parken TICKON, som omkranser Tranekær Slot. Parkens kunstinstallationer og skulpturer er skabt af nogle af verdens mest anerkendte kunstnere indenfor genren.
På ruten finder du:
+ 1 skulptur af naturmaterialer
+ 1 kunsthåndværker
+ 14 Land Art værker (Bemærk, adgang til TICKON kræver entrébillet)
I slotsparken kan du opleve såkaldt Site-specific Art – en kunstform, som indebærer, at de ofte gigantiske kunstværker bygges på stedet af organisk materiale, bl.a. træ, jord og sten. Dermed skabes værker, som på forunderlig vis indgår i naturen, men som samtidig er underlagt naturens nedbrydende kræfter for, på et tidspunkt, helt at forsvinde. Med andre ord, ud over stor skønhed oplever man livets cyklus i kunstnerisk form.
Af samme grund kan i dag kun ses 14 af de oprindelige værker, da hele grundidéen er, at værkerne ikke skal vedligeholdes og repareres. I stedet kommer helt nye kunstværker løbende til, med hjælp fra forskellige fonde.
Undervejs på Kunstruten kan du lytte til podcasts, som gør dig klogere på værkerne og kunstnerne bag.
Kunstruten giver dig mulighed for at kombinere de større kunst- og kulturoplevelser med besøg hos enkelte kunstnere og kunsthåndværkere, samtidigt med at du bevæger dig rundt i den smukkeste langelandske natur og forbi kunsten i det offentlige rum.
Foto:Øernes Kunstfond