Alfio Bonanno: Kunst skal kunne overraske

Naturen har altid været en del af kunstneren Alfio Bonannos kunst. Fra den tidlige start i Rom, hvor ham f.eks. malede agressive fugle: Misfornøjede med den måde, deres levesteder bliver behandlet på?

For den italiensk-fødte kunstner, der i starten af 70’erne rykkede til sin hustru Lones fædreland Danmark, var omvæltningen fra Roms summende, larmende, tæt befolkede bymidte til i første omgang Lollands flade landskab med naturen og det frie udsyn, en regulær kunstnerisk omvæltning.
Pludselig kunne han rent fysisk gå ud i naturen - og ikke mindst bruge naturen, mens maleriet, der uanset sine øvrige kvaliteter selvfølgelig er en illusion, ikke længere dækkede, det han søgte.
“Først skulle jeg komme mig over chokket”, husker Alfio Bonanno, “men derefter begyndte jeg at samarbejde med naturen… et direkte fysisk samarbejde”.

Skitser og ideer og eksperimenter fyldte nu hans arbejdsliv. Som da han som medlem af Fyens Billedhugger Værksteder på Hollufgård valgte helt konkret at gøre opmærksom på naturens tilstedeværelse.

Poser med jord

“Jeg satte plexiglas-plader rundt i skulpturparken, der indrammede det, vi tager for givet: Græs, vand, jord, luft”.
Naturens materialer fascinerede ham så meget, at han under Aarhus Festuge i 1982 udstillede poser med jordprøver fra forskellige lokaliteter. Rød jord, gullig, brun, sort - hængt op på galleriets vægge med nøjagtige angivelser for sted og tidspunkt.
Nogen succes var udstillingen ikke. Alfio Bonanno fortæller grinende, at den blev set af 30 personer efter en anmeldelse i avisen, hvor kritikeren skrev, at det nok mest var en udstilling for begravelsesforretning. På Langeland var der mere opmærksomhed omkring jordprøverne, så Alfio Bonanno blev karrikeret i en sketch, hvor der blev solgt jordposer.
Som kunstner har Alfio Bonanno intet imod kritik. Hellere uenighed end ingen reaktion.
 

Kampesten og træ

Eksperimenterne med naturmaterialer fortsatte og blev mere markante. Langsomt nærmede han sig det udtryk, man i dag forbinder med Alfio Bonannos virke, med store sten og grove træstammer.
Blandt hans optegnelser og arkivfotos er f.eks. en skulptur, skabt til Hollufgård. Her bærer fire sammenbundne stammer på store, næsten svævende, kampesten. I øvrigt et værk, der blev solgt. Det sker ellers aldrig for Land Art eller stedsspecifik natur-kunst, som Alfio Bonanno specificerer sin genre. 

For en del af definitionen er netop, at værket er skabt til et bestemt sted af de materialer, som findes netop dér. Men det var Odense Kommune, der var køberen, så skulpturen kunne blive stående.
Med de værker, som Alfio Bonanno har skabt på Langeland, er der genkendelige træk. De har en størrelse, volumen.

Kunsteliten

I stedsspecifik naturkunst er Alfio Bonanno ikke bare til størst og højest. Også det allermindste, næsten oversete, kan i lige så høj grad omfattes af hans kunstneriske kvalitetssans.
 
Den sans, der har været med til at udvælge kunstnere til TICKON-parken og som betyder, at parkens kunstnere hører til verdens absolutte kunstelite.
Historien om skulpturparken starter egentlig som tanken om en skulptursti.
En skulptursti skulle få publikum til at få øje på naturen gennem kunsten. Spørgsmålet var, hvor stien skulle gå, og hvordan den skulle fungere kunstnerisk.

Ideen ændrede sig til at blive et ønske om en skulpturpark og i forbindelse med parken også et naturkunstmuseum.
Efter mange trakasserier mellem de dengang tre langelandske kommuner og Alfio Bonanno, tilbød lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær Slot, at skulpturerne kunne skabes mellem slotsparkens gamle, botaniske træer. Derved blev det.

Eller det gjorde det ikke helt. For når Alfio Bonanno beskriver den største skuffelse omkring sit livsprojekt, så er det, at der (endnu) ikke er kommet et naturkunstmuseum til, skønt adskillige tyske arkitekter har givet bud på, hvordan det kan bygges, så det i sig selv bliver et stykke Land Art.
Investeringen i et naturkunstmuseum ville komme tusinde gange igen, er han vis på.

Amerikansk kontra europæisk

Fra at have en knap 35 hektar stor park til sin rådighed og til, at TICKON i 1993 var en realitet, gik der en del overvejelser. Blandt andet om hurtigt at finde relevante kunstnere.
 

Han erindrer et symposium, hvor en amerikansk Land Art kunstner luftede sin idé om at ændre på Grand Canyon… En helt anden tankegang end f.eks. TICKON´s allerførste kunstner, engelske David Nash, som sammen med parkens fårehold skabte “Sheep Spaces”.
Værket består af store ege-stammer, som langsomt blev farvet sort af uldens lanolin, når fårene gnubbede sig og som efterhånden også fik tilføjet flagrende, lyse uldtotter.
 

Det nødvendigt positive

“For TICKON-projektet var det helt afgørende, at en international anerkendt kunstner sagde ja til at komme. Det gjaldt om ikke at gå på kompromis - det skulle simpelthen være det bedste af det bedste”, fortæller Alfio Bonanno, som med stor overtalelsesevne fik David Nash til at interessere sig for en helt ny Land Art park på Langeland i lille Danmark.
“Hvorfor invitere mig”, spurgte Nash i starten - og “hvorfor skulle jeg komme til Langeland?”
“Jeg måtte overbevise ham om, at det var nødvendigt… nødvendigt, at der også skete noget positivt på Langeland i stedet for den negative tendens til, at alt blev centraliseret og lukket ned: Sygehuset, dommerkontoret, posthuset, politiet. Hvis vi stadig skulle kunne trives her på øen, var et hurtigt modtræk bare påkrævet!”
Siden var det nemt at få andre internationalt kendte kunstnere med på ideen, når de hørte, at David Nash var repræsenteret. Også selvom aflønningen på 15.000 kroner pr. kunstner slet ikke stod mål med de honorarer, disse kunstnere ellers får for projekter rundt i verden.
“Næste kunstner var Andy Goldsworthy, som jeg havde set eksperimentere med at rulle en stor snebold, der indeni var fyldt med naturmaterialer. Som snebolden smeltede, afsløredes naturdelene”.

Magien i overraskelsesmomentet

Land Art eller naturkunst handler for Alfio Bonanno meget om overraskelsesmomentet, og skal han nævne sin største favorit fra TICKON-parken er det også et valg, der i sig selv kan overraske, nemlig norske Helge Røeds “Wood and Water - a Space Exploration”, som blev etableret i 1993 og efter aftale med kunstneren fjernet året efter.
“Helge Røed var virkelig en kunstner, der skabte debat“, siger Alfio Bonanno.
 
Værket var gule plastrør hængt op i en trægruppe langs slotssøen. For at rørene havde præcis den mælkebøttegule farve, der svarede til parkens, var de hentet i Norge. Derefter blev de hængt op, så helheden, set fra én bestemt udsigtssten, dannede en perfekt oval.
“Hvad fanden laver de rør dér?” lød spørgsmålet fra parkens besøgende, og hele det år forsvarede og fortalte Alfio Bonanno om magien, der opstod. Og om modet til at turde gøre noget anderledes.