Fra det vilde til det stille maleri

Så stod hun dér, Gitte Buch, som kunstlærer på Langelands Kunsthøjskole (1983-2001) og kiggede på de enorme lærreder med vilde penselstrøg og tænkte: “Det runger hult”.

Hendes malekurser var ellers en stor succes. Der var rock på musikanlægget, rødvin i glassene og eleverne udtrykte sig verbalt ved at råbe og skrige og var det ene øjeblik så begejstrede over egne præstationer, at de følte sig klar til udstillinger i New York og Berlin for næste minut at være grædefærdige over manglende inspiration, manglende kunnen, manglende mål.
“Men jeg selv var jo selv med til at skabe disse kæmpe-egoer”, indrømmer Gitte Buch ærligt. Også hun var i start 80’erne grebet af tidens strømning - ‘de unge vilde’.
Maleriet, som ellers var erklæret dødt på kunstscenen, fik en chance til, og en voldsom opblomstring. Så i værkstederne og ateliererne hvor de unge, sortklædte kunstnere arbejdede, blev der kastet med maling på lærreder, der ikke kunne blive store nok - og som Gitte Buch forklarer, kunne alle være med. For der var ikke krav til hverken materialekendskab eller kunstneriske færdigheder.

“Mens jeg var lærer, havde jeg slet ikke selv tid til at male. Jeg var brugt op, men syntes i virkeligheden ikke, jeg var god nok. For jeg havde ingen autoritet i ryggen og kunne bare gå rundt og lege ambulancetjeneste og opmuntre eleverne, når de var fortvivlede og helt nede, eller foreslå, at de vendte maleriet en kvart omgang, hvis de bare var gået i stå. Der var larm og musik og en brønd af følelser - men jeg trængte mest til ro og fordybelse”.

Ikonerne

Da pastor Søren Pral kom og holdt foredrag om biblens billeder, blev det et vendepunkt for Gitte Buch, uagtet at hun i starten troede, at den lille, tykke mand med vest, lommeur og briller ville blive en fiasko. Men han spredte kærlighed, og alle eleverne sad stille og smilende og lyttede til ham, mens han fortalte.
Foredraget fik Gitte Buch til at tage beslutningen om at vende sig bort fra det vilde maleri og søge efter mere substans.

Den besjælede natur

I stedet var det den nye religiøse indsigt, som sneg sig ind i billedet.
“Lige fra jeg var barn på Samsø, har jeg haft et animistisk forhold til naturen. En følelse af at have kontakt med både planter og dyr. Og det er denne form for religiøsitet eller åndelighed, jeg har arbejdet videre med”, tilføjer hun, men forklarer, at også forskellen mellem Vestkirken og Østkirken (den græsk- og russisk-ortodokse kirke) blev vakt ved at studere ikonerne.
Ultrakort fortalt fokuserer Vestkirken på lidelsen - altså Jesus på korset - mens Østkirken har opstandelsen som det centrale og derfor har tomme kors.
Forholdet til kristendommen har betydet, at hun på opfordring har malet den nye altertavle i Tryggelev Kirke - en opgave hun gik til med stor ærbødighed - og en smule usikkerhed og tvivl på sig selv.
“Min altertavle har forskellige elementer fra biblen. F.eks. den samaritanske kvinde, der møder Jesus ved brønden. Han siger: ‘Giv mig vand, kvinde!’ Uden at fordømme hende, som det ellers var vanligt for jøder at betragte samaritanere. Hun følte sig set, så hun giver ham vand fra krukken og løber hjem til landsbyen og fortæller om sin oplevelse”.
Krukken er et tilbagevendende motiv i Gitte Buchs malerier: “Til alle tider og i alle kulturer har kvinder gravet ler op, formet krukken og lagt den ind i ilden, og når den var brændt hård og tæt, har de fragtet alt det mest dyrebare i den - såsæd, mælk, vand”.

Andre symboler i hendes malerier er brønden, den tomme grav, nåde-skålen, salve-krukken. “Især krukken falder sammen med min naturtro. Krukken er et kvindesymbol”, siger Gitte Buch og forklarer, at hendes malerier til stadighed bliver mere og mere ‘stille’, som hun kalder det.
For at hun skal være tilfreds med et maleri, skal det have samme funktion som en ikon. Ikke et billede, hun eller andre skal betragte, men et billede, der også kigger tilbage på hende.

Et billede af stilheden

At male stilheden er for Gitte Buch f.eks. de hvide pletter, der som snefnug eller kirsebærblade daler ned over billedfladen: “Nogle kalder dem engle, men det er pletterne ikke for mig. Det er billedet af kloden, der trækker vejret…”
En ny fase i hendes maleri er startet i atelieret ved hjemmet i Bøsseløkke. For mens hun i en lang periode har malet en serie, hun kalder “På kanten af landet”, hvor det er udsigten over marker og hav, som hun har nydt i snart fyrre år, der er gengivet i hendes abstraktioner, har hun i den sidste tid arbejdet med malerier, som hun har givet tilen ’Til jorden’!
“Ja, eller ‘Ad terram’, så man kan se, jeg kan latin”, griner hun ironisk og forklarer, at essensen er, at det er Jorden, som råber om hjælp. Eller rettere: Jorden og naturen skal nok klare sig. Det er os, menneskene, der er på vej ud af evolutionshistorien.
“Men lige nu øver jeg mig i kun at arbejde med fladen. Jeg ved ikke helt hvordan, men jeg har det sjovt, og jeg synes selv, jeg bevæger mig derhen”, siger hun og understreger, at det er det guddommelige i mennesket og naturen, der interesserer hende. Ikke debatter og uenigheder. De må undværes til fordel for den store fred.