Grafisk tryk med friske fisk

For fire år siden var en fisk en fisk for Linea Hansen, Galleri Momlis i Bagenkop. Selvfølgelig kendte hun forskel på en sild og en rødspætte eller en hornfisk og en torsk. Men ellers var hun omtrent så kyndig ud i at artsbestemme som de fleste andre danskere.

I dag er det helt anderledes

For Linea Hansen er dybt grebet af den japanske trykketeknik Gyotaku, der oversat betyder fiske-tryk, og den fisk, der nu passerer gennem hendes hænder i Galleri Momlis bliver studeret intenst, før hun tørrer den fri for slim, arrangerer dens hale og finner, maler den over med japansk blæk og til sidst dækker den med tyndt Japanpapir for derved at skabe et grafisk tryk.

“Jeg er uddannet billedkunstlærer og er altid åben for nye metoder, så da Skagen Museum havde en Gyotaku-workshop for børn, besluttede jeg mig for at undersøge den slags grafik lidt dybere”, siger Linea Hansen.

En skrubbe på køkkenbordet

I første omgang foregik det i hjemmet. Lineas mand Martin er erhvervsfisker og hans holdning var lidt sådan “ja ja, hvis hun synes, det kunne være sjovt, så…”, da han smed hende den første skrubbe. Ikke levende, men heller ikke slagtet.

“I første omgang prøvede jeg bare med det, jeg havde i huset. Tilfældigvis noget Japan-papir, men ingen trykfarve, bare akryl-farve”.
Resultatet overraskede og gav mod på mere. Og sådan er processen stadig.

Linea Hansen får hele tiden lyst til at blive dygtigere til teknikken og udfordre sig selv kunstnerisk ved f.eks. at lade fisketrykkene indgå i visuelle fortællinger som kollager eller ved at trykke på mønstrede baggrunde eller bruge gamle søkort, der bringer den nu grafiske fisk tilbage i sit rette element.
Makreltrykket får sin karakteristiske blå ryg med akvarel. Andre får tilføjet pastelkridt. Hun eksperimenterer med papirtyper og blæktyper - den japanske Sumi-Ink lavet af sammenpresset sod er den bedste, vurderer hun!

Stoltheden

“Med tiden er der meget, jeg er blevet mere opmærksom på. F.eks. fiskearterne… hvilke der er almindelige og hvilke, der bliver færre eller flere af som følge af klima-ændringer. Jeg tænker mere på fiskeriet som erhverv, og på den stolthed man mærker hernede blandt fiskerne… at Bagenkop engang var Danmarks femte største fiskerihavn er stadig en del af folks fortælling.”
Med Gyotaku har Linea Hansen også fået fokus på vore have, de danske selvfølgelig, men også det faktum, at Danmark og Japan, to øriger, på mange måder har fællestræk.
 

Fisk, farve, papir

Meget er givet på forhånd i Gyotaku-teknikken: En fisk, trykfarve, tyndt papir. Desuden nænsom håndtering af både fisk og papir, for skal det rette tredimensionale udtryk frem, kræver det øvelse. Og for at den døde fisk kommer til live igen på papiret, skal også øjet bearbejdes yderligere.
 

Linea Hansen kalder sig selv håndværker og fortæller, at med Gyotaku er det som med pandekager. Den første bliver aldrig god. Men ved tryk tre eller fire er der harmoni mellem fiskens stadig fugtige skind, papir og farve.
Dernæst trykker hun op til otte-ti versioner af samme motiv.

Ny erfaring støder konstant til. I starten var det af den mere stinkende slags, som da hun erfarede, at fiskens gæller og gat skal holdes lukket, hvis hun ikke vil have maveindholdet sprøjtet ud på papiret.
Siden er det blevet mere forfinede kundskaber, hun tilegner sig, når hun vinteren igennem trykker de fisk, som Bagenkop-fiskerne afleverer til hende.

“Jeg er ved at vende tilbage til det helt enkle grafiske udtryk igen. Gyotaku kræver fordybelse - som når sushi-kokken under sin uddannelse må koge ris i fire år, før resultatet bliver godt. Jeg kan lide den langsommelighed og perfektionisme, der er i den japanske kultur.”